Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten. Vi har fulgt hans bror, Jeppe, fra krigens begyndelse og indtil han faldt på østfronten den 26. oktober 1914; og vi følger nu Peter, der blev indkaldt kort efter broderens død.

Cuy d. 23. Februar 1915.

Naa, lille søster, hvad skal jeg ellers fortælle dig idag. Jeg synes, jeg ved så lidt nyt, det hele begynder jo at blive ensformigt for os og skrive noget om politik er vist ikke rådelig. Men nu, lad mig se, du kan jo gøre en lille rejse herop, du har jo altid været så flink til at besøge mig og vil derfor sikkert også nok se, hvordan det ser ud her. — Du kan jo komme med toget til Noyon, som ligger en god mil øst for os. Der må jeg jo så helst afhente dig, og til fods går vi så herud. Banegården er ikke ret stor i forhold til byen, og hvor stor denne er, ved jeg ikke bestemt, men lidt mindre end Flensborg, tænker jeg.

Vi ser ikke meget af byen, kommer kun gennem et hjørne af den, et hjørne, hvori der ingen hovedgade findes, så hvordan selve byen egentlig ser ud, får vi ikke at se. Dog er der en temmelig stor kirke i den, en rigtig domkirke. Ved siden af den har der stået et højt tårn, som skal være nedskudt i 1870 og ikke er genrejst siden. Husene er lave og af lettere materiale, end vi er vant til hos os. Gaderne er heller ikke meget brede, men temmelig gode. Straks når vi kommer uden for byen, skal vi over en kanal, som ikke er færdig endnu, og der er derfor heller ingen vand i den. Længere ude har vi på højre hånd en teglgård, som ser ud som dem der hjemme. Efter en halv times gang kommer vi til den første landsby. De ligger næsten alle i en dal.

I midten rager kirken op, og langs med vejene ligger så huse og gårde imellem hinanden og så tæt pakkede, at hele jorden ud til vejen er optaget. Gårdene ligger alle med laden ud til gaden. Man skal igennem porten ind på gårdspladsen, og modsat ligger så stuehuset. I dette er der næsten aldrig nogen forstue. Man går som regel lige ind i køkkenet med den åbne kamin. Næsten ingen steder ser man kakkelovne og komfurer som hjemme. På større gårde er kaminen af marmor.

Midt på gårdspladsen ligger møddingen, og da man ingen ajlebeholder har eller nogen mur om den, er der ikke helt rent omkring den, hverken på jorden eller i luften. Hestestalden er noget lignende som hjemme, men en ordentlig kreaturstald ser man næsten ingen steder. Jeg har ingen set endnu. Køerne står bundne ved hornene og æder af en hække, og i et trug får de roer. Husene er for det meste bygget af sandsten, som fås i de sandstenshuler, som er her omkring. De nyeste er af mursten med pander. De aller ældste har lervægge med stråtag. De ser meget usle ud. På mindre huse er skorstenen altid ved enden af huset langs med den indre side af gavlen. Vinduer er der som regel ikke mange af.

Men vi må videre, og inden ret længe har vi nået den næste by. Den er ikke helt så stor som den anden var, men alle er de næsten ens. Her midt i byen er man ved at tærske med dampmaskine. Her på dette sted har man tærsket siden i efteråret. Alt korn hentes sammen fra omegnen og tærskes af den tyske militærforvaltning. Alt, hvad man kan få fat i af brødkorn og andet brugeligt, slæbes sammen og bruges. Man føler sig som herrer i landet.

Når vi går mellem byerne, vil du lægge mærke til, at markerne overalt er tilplantet med frugttræer. Man skulde synes, at disse træer står meget i vejen for jordens behandling, men man kræver vist ikke så meget af jorden her, og meget frugtbar er den nok af sig selv, så man nøjes med det, den giver. Gæld har man jo ikke meget af, og tarveligt lever man både med hensyn til kost og klæder. Det er påfaldende, at der i store landsbyer hverken findes købmand, bager eller slagter. Man nøjes med det, man selv har og avler, sparer meget på de rede penge.

Dog vin drikker man her som øl, og på egnen her, hvor man ikke avler rigtig vin, drikker man frugtvin, og det er derfor, man har de mange æble- og pæretræer rundt om på marken, og det lader til, at de bærer godt, for frugten ligger helt tæt under dem nu og er rådden. Hver mand har en stor frugtpresser. I vor stue står der også en sådan en.

Under os er vinkælderen med store tønder. Her løber vinen så ned. Vi har været dernede at se. Vinen er forfærdelig sur, så der skal meget sukker til, inden den smager nogenlunde.

Dog, vi må vel videre, og efter 1½ times gang når vi også her til byen. Det første, man ser, er en stor herregård til højre. Her er der meget smukt, og meget kønnere bliver der jo, når træerne bliver grønne. Ved indgangen til byen står den æresport endnu, der blev rejst til ære for I. bataillon, da vi kom fra Soissons. Så har vi huse og gårde til begge sider, og her bor vi, I. batl., og når vi er ude i skyttegraven, har II. batl. de samme kvarterer.

Omtrent midt i byen bor jeg til venstre i en bagbygning. Her har vi to borde og 4 bænke,. Til højre har vi vore sengesteder, to store slået sammen af nogle brædder med halm, den ene oven på den anden, og her liggerl vi 4 mand i hver. — En lille kakkelovn har vi også, og der er Kr. Struck fra Staugård lige ved at stege noget flæsk.

Her har vi så vore sammenkomster, og jeg kunde rigtig ønske, at du kunde være her i aften, da kommer „familien” igen. Vi taler da om alt, og det giver jo ofte også kaffe med småkager, når vi har nogle. — Ja, det er dejligt sådan at kunne synge sine hjemlige sange og salmer herude. — Ja, egentlig skulde du have lidt mere om skyttegraven o. s. v., men det får vente til en anden gang. —