Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84.
»Aldrig nogen sinde har man tilladt sig at præsentere så snavsede og beskidte soldater for mig!« udtalte den kommanderende general for 9. reserve armékorps, von Böhm, skarpt til vor kompagnifører, da vi stod opstillede på kasernegården i Douai.
Nu burde vi jo være blevet fornærmede, i hvert fald på vor kompagniførers vegne, men der er alligevel ingen, der tager sig det mindste af, om en menig soldat bliver fornærmet eller ej, og så kunne vi da for resten være ligeglade.
Men den blaserte herre i den fine uniform med de mange ordener, som menigmand dog til syvende og sidst havde fortjent til ham, skulle bare have været med der, hvor vi kom fra, så havde han nok stemt tonen lidt ned. I seks uger havde vi under de mest umenneskelige kår holdt stillingen derude på Gisseler-højene. Halvt i vand og halvt i ild havde vi ligget, som én så træffende sagde, og så havde han endda glemt mudderet, de fysiske anstrengelser og det psykiske pres, som vi der havde været ude for.
Forrige nat var vi blevet afløst, og i går havde vi trasket de 25—30 kilometer her til Douai. Landevejenes ujævne brostensbelægning og de opblødte støvler havde gjort fødderne ømme som bylder. Jo, kompagniføreren, løjtnant Wiegelmann, havde haft den rette forståelse for vort behov og ladet os i ro. Men Wiegelmann var jo kun løjtnant, og i fredstid en lille toldembedsmand, han skulle kanøfles.
Omgivelserne, vi var kommet i, var nu heller ikke nogen opfordring til forfængelighed og storvask. Det var en gammel artillerikaserne, der det, så megen franskvask havde jeg ikke lært! Beskeden var gaven i hvert fald, når man tænker på, at der for en eneste granat af lille kaliber kunne købes flere lommetørklæder til hver mand i kompagniet, og granater blev der nu ikke sparet på.
Nu blev der lagt et par ankre øl op. Vi drak af vore kogekar, og efterhånden, som øllet sank i tænderne, steg julestemningen.
Fra året i forvejen kendte jeg den måde at holde jul på og listede stille bort. Der var så stille i de mørke gader, selv fronten derude mod vest syntes at tie, men hvor mange tårer blev der mon ikke grædt bag gadernes lukkede døre. Jeg så op mod de tindrende stjerner. Jo, der var Karlsvognen med den knækkede stang, og der var Nordstjernen. I den retning, langt mod nord, lå mit hjem.
Der sad nu far og mor og mine mindre søskende og kunne ikke få juleglæden ind i stuen og ind i deres bekymrede sind. Der savnedes jo tre omkring bordet. Min ældste bror lå på lazarettet, og den næste var gået over grænsen til Danmark.
Men i et andet hjem sad en lille pige og bad i angst for sin ven.
Hjemme i mit kvarter satte jeg mig hen og læste igen hendes og mine forældres julebreve efter at have stillet deres billeder op på bordet foran mig.
Dagen efter gik jeg hen på kasernen og hentede et juletræ, som jeg pyntede lidt og satte nye lys i. De to drenge, Leo og Lycien, hvem jeg var blevet mægtig fine venner med, havde også haft travlt. De havde kastet hvide serpentiner over alle buske og træer i haven. —
Måské en slags erstatning for julesneen. Hjemmefra havde jeg fået nogle pakker med bagværk og julegodter, og nu holdt jeg jul sammen med mine værtsfolk. Større modsætninger kunne vel næppe samles om julens symbol, katolikker og protestant, ven og fjende. Vi forstod ikke meget af hinandens sprog, men jeg tror nok, at vore tanker gik ad de samme veje, da vi ønskede hinanden glædelig jul!
DSK-årbøger 1960