Senest ændret den 4. december 2020 9:26

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Der var flere Omstændigheder, der gjorde, at vi turde regne med en rolig Jul. Der har i de seneste Dage kun været lidt Smaaskyderi og lidt Patrouille for nærmest kun at vise, at der endnu var Liv til begge Sider.

Vore Understande var gode og solide, og i deres Dyb, — vel 8 Meter under Jorden, — belavede vi os paa at holde en nogenlunde ugenert Julefest.

Dog det skulde komme anderledes. Da jeg i Gaar Eftermiddags Kl. ca. 3 stod i Skyttegraven og fik mig en Sludder med Skorstensfejeren i en efter Forholdene afpasset, dæmpet Tone, ankom der med Brask og Bram en — Fændrik.

Vi hørte ham komme ad Løbegraven og med en Alarm, som om der kom et helt Kompagni. Jeg løb i Retning af Aastedet, hvor jeg mødte Fændrikken og 2 Mænd, der bar hans Kuffert. Under Udfoldelse af hele min Autoritet, men dog uden at brøle op, belærte jeg  Fændrikken om, hvor han var, og om det første Bud i Skyttegraven.

Han gloede paa mig. „Hvem er De, og hvad vil De?” spurgte han. Han havde ikke været længe om at opdage, at han, skønt kun lige fyldt 18 Somre, stod noget højere paa Rangstigen og aabnede Munden til en sikkert meget aandrig Belæring om Respekt.

Men den Tone, han anslog, syntes ogsaa Skorstensfejeren at være for høj efter den Dur, vi var vant til paa dette Sted, og ret langt kom han da heller ikke, før han fik et Slag over Munden. Det var ikke saa slemt ment, men det var vel anvendt. Med dette Slag havde Skorstensfejeren bragt en foreløbig Ende paa den videre Diskussion, og da der i det samme kom et Par Granater susende og slog ned i Nærheden, syntes Fændrikken nu ogsaa belært om, at han ikke stod paa en Kasernegaard. Jeg beordrede dem dernæst til at slukke Ilden i deres Cigaretter, og anviste dem derefter den Understand, hvor Kompagniføreren havde tilhuse.

Dog alt dette havde allerede vakt Opsigt og Uro i Skyttegraven og længere ud, thi et Par Mand, der var ude paa Patrouille, kom nu væltende ind i Graven. Af deres Beretning kunde vi slutte, at Franskmændene ogsaa havde hørt den Alarm, der havde været, thi de havde med to Maskingeværer bestrøet Fortterrænet, og det var af den Grund Patrouillen maatte søge tilbage.

Patrouillens Fører mente forøvrigt at have iagttaget, at den Underofficerspost, som vi vidste laa ca. 30 Meter forude, og som var paa 3 Mand, var blevet forstærket, og at der derfra muligvis kunde forventes et Angreb paa vor Stilling.

„Total verrückt,” erklærede Skorstensfejeren, men Patrouilleføreren afleverede Meldingen om sine Iagttagelser til Kompagniføreren.

Denne besluttede, at den fjendtlige Post øjeblikkelig skulde tilintetgøres, og han satte sig derfor i Forbindelse med „Staber”, Artilleri o. s. v., og fik Tilladelsen til at angribe.

Det blev 3. Deling, der under den nyankomne Fændriks Ledelse skulde have den Adspredelse. — „Das bisschen zu ordnen,” som Kompagniføreren udtrykte sig. Det var nu baade min og de andre Underofficerers Opfattelse, at det hele intet havde paa sig, men at vi kun ved dette Postyr fik ødelagt vor Juleaften.

Fændrikkens Rangforordning tillod os heller ikke overfor ham at komme med Indvendinger, men da han kom med Besked om, at jeg, der hidtil havde været Leder af 3. Deling, skulde være ham  behjælpelig med at udarbejde en nærmere Plan, hvorefter der skulde gaas frem, forelagde jeg ham følgende:

Du tager af hver Gruppe 4 Mand, det er 16. De, der helst skal være frivillige, skal være forsynet med hver 3-4 Haandgranater, men skal ellers være uden anden Udrustning. I lige Linie af Kirsebærtræerne kravler I paa Hænder og Fødder, indtil en Afstand af ca. 10 Meter fra  Franskmanden. Der lader du opmarchere i Halvmaaneform. Paa et nærmere aftalt Signal kaster I Haandgranaterne, raaber Hurra og render tilbage, saa hurtig Eders Ben kan bære jer.

Særlig det sidste er uhyre nødvendigt, og for at I ikke skal tabe Retningen, naar I løber tilbage, vil jeg fra Skyttegraven sende et Par Skud i Luften. Derpaa gaar du til Kompagniføreren og melder, at „alle er slaaet ihjel.”

Fændrikken var ikke begejstret for Forslaget, og særlig ikke med dette at raabe Hurra og løbe tilbage. Paa Kasernepladsen havde han lært, at naar der raabtes Hurra, skulde der løbes fremefter. Han kunde dog ikke selv finde paa noget bedre, og uden at vi blev enige, kom der Ordre til, at saa snart der af Artilleriet var affyret 20 Skud, som Kompagniføreren havde bedt om, skulde vi storme frem.

Splinterne fra de sidste Granater var næppe faldet til Ro, før Fændrikken i Spidsen for sine 16 Mand, følgende en smal Aabning i Pigtraadsforhegningen, kravlede ud over Brystværnet. Der hengik dog ikke ret mange Minutter, før en Skikkelse kom kravlende tilbage. Det var den trekvartblinde Skomager. Han bad mig om, under  Hensyn til Hustruen og sine 8 Børn „daheim”, at blive fritaget for denne. Ekspedition og tilbød i Stedet for at ville hente Post og Juleaftensmaden fra Køkkenet. Han, der rystede af Angst og Kulde, fik den ønskede Tilladelse, men næppe var han forsvundet, før der atter kom en Mand tilbage. Han bragte Ordre til, at jeg skulde komme ud til Fændrikken.

Da jeg omsider naaede ud til ham, hvis Mod nu syntes at være sunket ret betydeligt, viste det sig, at han helt havde tabt Retningen. Det værste var, at han slet ikke var til at tale fornuftig med. Han  vilde absolut storme frem, ligemeget i hvilken Retning, det saa end var. Det holdt haardt at faa ham til at opgive sit taabelige  Forehavende, og medens Regnen stadig silede ned, laa vi derude og kævledes.

Jeg vilde under ingen Omstændigheder være med til at storme nogen fransk Skyttegrav, hvilket vi jo heller ikke havde nogen Ordre til, og hvilket heller ikke var Hensigten med vort Forehavende.

Folkene begyndte at blive utaalmodige, og jeg besluttede da at gaa tilbage og overlade Fændrikken hele Fornøjelsen. Men omsider opgav han, og jeg overtog Kommandoen. Fra Mand til Mand blev der hviskende givet Ordre til at opmarchere til højre, og da der noget  efter fra samme Side kom Besked tilbage: „Klar,” gav jeg Fløjtesignal til at kaste Haandgranaterne.

Vi afventede ikke, at de skulde begynde at eksplodere, men raabte Hurra, og saa hurtig vore forfrosne og stive Ben kunde bære os, søgte vi at naa tilbage til Skyttegraven.

En ildevarslende Tikken fra de franske Maskingeværer mindede os om „at tage Benene under Armen” og løbe endnu hurtigere, men da de første Lysraketter og Ildkugler oplyste Terrænet, laa vi allerede foran vort Pigtraadshegn og havde kun at finde igennem dette, for atter at være i Sikkerhed.