Senest ændret den 24. april 2018 8:44

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingeværdeling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv.

Efter et Par Timer sløjede Ilden af, og i de tidlige Morgentimer blev det helt roligt. Et Angreb, som vi nærmest havde frygtet, fulgte ikke efter. Jeg kunde tænke mig, at Fjenden havde bemærket Afløsningen og ment, at det var Opmarch til en ny Angrebsoperation og har villet slaa Opstillingerne ned.

Næste Morgen, saa snart det var blevet lyst, begav jeg mig sammen med en Kammerat paa Opdagelsesrejse – det vil naturligvis sige kun i den allernærmeste Omegn. Jeg vilde forsøge at finde et bedre Opholdssted.

Paa den anden Side af Vejen bagved en Ejendom fandt vi et underligt lille Udhus paa ca. 1½ Kvm. Størrelse. Det var bygget op ad Ejendommens Ydervæg og tykt tagtækket oppe fra Muren og skraat helt ned til Jorden med kun en lille Aabning forneden, hvor man lige kunde krybe igennem. Det gav udmærket Beskyttelse mod Granatsplinter.

I Haven en 8-10 m derfra var der udgravet et dybt rundt Hul i Jorden, hvori der stod en Stige. Det var sikkert blevet gravet af tidligere Vagtposter. Under Granatild kunde Vagtposten gaa længere ned ad Stigen og var saa ret godt beskyttet. Jeg fik hurtigt mine Folk flyttet til dette nye Sted, og vi var alle efter Forholdene godt tilfredse. Maskingeværet fik vi anbragt paa Jorden foran Stigen, og Vagtmanden posteredes paa Stigen.

Saa havde vi Tid til at se lidt paa Omegnen. Det var endnu ret diset, og Fjenden kunde ikke se noget fra Observationsballonerne. Vi var inde i de nærmeste Ejendomme. Overalt kunde man se, at Beboerne havde forladt deres Hjem i største Hast. Skabe og Skuffer var tømt. Mere værdiløse Ting flød overalt i Stuerne. Paa Bordene stod endnu Kopper og Tallerkener med indtørrede Madrester. Efter et sidste Maaltid i Huj og Hast havde de skrækslagne forladt deres Hjem.

Man kunde i Tankerne se dem drage af Sted med deres Kreaturer og deres højhjulede Vogne bristefærdigt pakket med deres Ejendele – ulykkelige Krigsskæbner.

Vi vovede os lidt længere ned ad Landevejen. Vi var ikke kommet langt, da vi blev advaret mod at gaa videre. I Gaar var nogle gaaet samme Vej og var pludselig blevet taget til Fange. Man vidste ikke, hvor de første fjendtlige Vagtposter og Tropper laa. Terrænet var ret uoverskueligt – mange Træer, Buske, Haver og Hegn. Vi foretrak at gaa tilbage. Saa snart Solen var kommet op, var det forbi med Bevægelsesfriheden. Mange Observationsballoner hang ikke langt bag de fjendtlige Linier.

DSK-årbøger 1948