Thyge Thygesen var landmandssøn fra Stepping og blev indkaldt sidst i december 1914. I foråret 1915 kom han til fronten og blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36.

Vailly d. 5. 10. 1915.

Kære Allesammen!

Takker mange Gange for Eders kære Breve og Pakkerne med Marmelade og Kiks. Postsagerne maa være bleven holdt tilbage for jeg fik 2 Breve, Pakkerne og 3 Aviser på een Gang, men Hovedsagen er jo at jeg har faaet det.

Sidste Nat er vi så rykket i Stilling. Skyttegraven går lige uden om den lille smukke Stad Vailly og langs ad Aisnens Bred. Aisnen er ca. 70-90 mtr. bred her. Vi har Forposter opstillede ovre på den anden Side også. Stillingen lader ellers til at være temelig rolig.

Tomme Kasser er det os forbudt at sende, Dåserne derimod må vi nok sende hjem. Men nu har jeg smidt nogle væk, da jeg ikke godt kunde få dem med ved den megen Omflytten.

Jeg seer af Eders kære Brev at I nu ogsaa har seet en Skyttegrav og jeg vil nok tro at I nu har den rigtige Forestilling derom. Jeg kan jo nok forestille mig hvor mange der, når de går derigennem i smukt Vejr (for i dårligt Vejr kommer der naturligvis ingen) synes at det er jo slet ikke så slemt. Den er vist ogsaa bedre udbygget som vores da den vist ikke er bleven anlagt i Nattens Mulm og Mørke og så i stadig Angst for at gøre den mindste Larm. Vand står der vist heller ikke i den så man knapt kan bunde det i Støvlerne. Når det har regnet stærkt så bliver Sandet der jo da heller aldrig saa fedtet som Frankrigs fede Jordleer. Du skriver, lille Didde, at hvis Du var der, vilde Du aldrig forlade Unterstanden eller Dækningen. Nej, det vilde vi jo heller ikke hvis vi ikke skulde. Men vi skal stå vore bestemte Timer i Graven enten det så regner med Vand eller Bly og hvis een forlader sin Post her foran Fjenden – ja, det er også Døden! Så er heller ingen Dækning absolut sikker, træffer en svær Granat lige over, er der ikke mange der holder, og hvor der kastes Miner og de træffer godt, er der intet der holder. Så, fraset at man der ikke skal see sine Kammerater både døde og sårede og selv stadig med Døden for Øje. Men de bliver vist ikke anlagte uden Grund. Jeg tænker for at I derhjemme ikke skal have alt for slemme Forestillinger om hvorledes det er herude. Og for hvem der er så let troende kan det jo være godt nok.

– Her sender jeg et lille Billede, så I også kan see at vi også har lyse Timer her. Rigtignok, hvis Franskm. anede at vi var der så nær inde på dem, så skulde de jo nok forstyrre os den også. Det et taget på den Unteroffiziersposten vi var på i Courtil. Der i Krattet havde vi lavet os et lille Lysthus som I seer her. Unterofz. jeg sidder ved har taget Billedet (eller rettere med hans Apparat) og har også taget de andre I har faaet. Marius sidder ved min højre Side. Ordene skal sige “Liebest des Unteroffizierspostens 1. an der Aisne.” Når man seer dette Billede skulde man ikke tro at det er taget midt imellem den fjendtlige og hvor Skyttegrav, men som sagt, Franskm. havde ingen Anelse om at vi var der.

Nu de kærligste Hilsener Eders Thyge.

Thyge Thygesen på vestfronten, efteråret 1915.

(Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her)