Fra samlingerne: Frakke M1915

Feltgrå frakke, Feldgrauer Mantel M1915, indført i slutningen af 1915 for alle våbenarter. Frakken mindede i det store hele om den tidligere model (M1908) for menige og underofficerer, men snittet var noget viddere,  og på nær nogle enkelte deltaljer fremstod den umiddelbart ens for  både det almindelige mandskab og officerer.

Jakken her er en mandskabsfrakke og rygbæltet har derfor to knaphuller og metalkrog mod officerernes ene knap. På hver side er der desuden læderforstærkede slidser, så uniformjakkens taljekroge kunne stikkes igennem og understøtte bælte og tornyster. Desuden er der under rygbæltet på hver side to løkker, så jakkens skøder kunne hæftes op med metalkroge.

Jakken knappes med seks matte metalknapper, og for oven og for neden med en metalkrog. Kraven lukkes med to metalkroge, og kan opslået holdes sammen vedhjælp af en tøjflap. Skødernes bagslids kan knappes sammen med fire knapper. Jakken har to sidelommer med flap, og en inderlomme på venstre side af brystet. Overkroppen har bomuldsfor, der i venstre side er stemplet med størrelse,  fabrikant, og  udleveringssted og -år, i dette tilfælde Bekleidungsamt V, 1917. På hver skulder ses en knap til at fæstne skulderstropperne i den ene ende, den anden blev syet fast i ærmets skuldersygning.

Jakken tilhører Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *