22. november 1915. Østfronten: 32 kilometer til fods med fuld oppakning

Sønderjyden Jacob skriver til sin kone Ella:

Paa et russisk Gods.

Tirsdag, den 22. November, Middag.

Første Forplejningsstation fra Grodno, en afbrændt Herregaard, hvor der staar nogle forfaldne Lader og Stalde.

I Gaar Morges begyndte Marchen fra Grodno mod Øst. Klokken 9 tog vi afsted med fuld Oppakning plus Levnedsmidler til privat Brug. Vejret var mildt, og Stemningen ret god. Verst gik efter Verst, vi kunde se det paa Milepælene langs Chausséen. Forresten en god Vej, som Tyskerne har udbedret og som mindst er lige saa god som vore Chausséer, naar man tager Hensyn til den Trafik, der hersker paa dem.

Vor Transportforer er en fornuftig Mand, der tager Marchen i et fornuftig Tempo og lader os holde Rast med ikke altfor lange Mellemrum. Og dog varer det ikke længe, inden den første gør slap, og snart følger der flere efter. Det hjælper ikke ret meget, da de maa indhente os, naar vi holder Rast. Endelig kommer der et Jødekøretøj, og en Del Tornystre kommer op at køre, men selvfølgelig kun deres, hvor Lægen har erklæret, at Tornystret skal køres.

At faa Tornystret kørt, har ogsaa sine Misligheder, men derom senere. Marchen fortsættes stadig. I Grodno var der Tale om, at vi skulde 20 Kilometer frem. De 20 Kilometer naas, flere og flere bliver trætte, men stadig fremad. Jeg vandrer sammen med to Nordslesvigere. Af og til styrker vi os ved et Stykke Chokolade.

Den ene Nordslesviger kan tilsidst ikke mere og bliver tilbage. Han faar senere sit Tornyster baaret og kommer en halv Time bagefter i Kvarter. Samtalen dør tilsidst hen, og lidt sløv traver man videre. Heldigvis gaar jeg midt inde i en Kolonne, saa jeg ikke kan se fremad. Vejen bliver derved ikke saa lang, og det gaar lettere, da vi baade har nogle til at trække og til at skubbe os. Endelig ser jeg langt fremme en stor afbrændt Bygning. Bygningen naas, og Føreren svinger til venstre. Maalet er naaet.

Klokken er 4 og det er ved at blive mørkt. Ind i den første den bedste Stald. Tornystret af og ned i Halmen, og det er længe siden, at en lille Pibe Tobak har smagt saa godt.

Kun et Øjeblik har vi Ro, saa skal vi ned til Gullaschkanonen. Den holder nede i en Lavning; vi faar Grubbesuppe og derefter Kaffe. Vor Portion glider i os i en Fart, saa hjem i Vognporten igen for at indrette os for Natten. Nu begynder det at knibe for dem, der har faaet Tornystret kørt, for der er ingen Tornystre kommen, og medens vi dækker os til med Tæppe, Teltbane og Overfrakke, maa de vente efter Bagagen. Den kom imidlertid slet ikke i Nat, og vi har ikke svedt under vor Dækning, saa man kan tænke sig, hvorledes de uden Bagage har tilbragt Natten.

Da vi ligger godt, spørger min Sidekammerat, hvorlangt vi er gaaet, og da jeg svarer 32 Kilometer, var det Penge værd at se hans Forbavselse. Selv vilde jeg ogsaa i civil have erklæret det umuligt at gaa fra Aabenraa til Flensborg med den Oppakning, men i Militærlivet gaar det.

I Morges skulde vi have været videre, men da der ingen Bagage er kommen endnu, maa vi blive her. Der har udviklet sig det rene Zigøjnerliv her i Dag, da vi selv har maattet koge os vor Føde. Kogesteder ses overalt, og Brændsel tages, hvor det kan findes. Vejret er brillant, Solskin og let Frost. Formiddagen benyttes til at se lidt paa Omgivelserne. Godset er stort, og det lader til, at det har været en Fremskridtsagrar, som har boet her, da Maskinerne og Redskaberne, der ligger her omkring, er temmelig moderne.

Russerne har prøvet at standse Tyskerne her ved Gaarden. Løbegrave, Granathuller og enkelte Grave tyder herpaa.

Paa de fire Mil fra Grodno hertil har vi kun pas­seret to usle Landsbyer, tilsyneladende forladt af Beboerne, ellers ingen Huse, skønt Jorden er god. Her er næsten som i en Ørken, men der maatte kunne bringes meget ud af den russiske Jord.

Trafiken fra og til Grodno er livlig. Vi mærkede det rigtig i Gaar, da vi maatte bøje af for den ene Bil efter den anden og for Trænkolonner, bestaaende af 40—50 Vogne efter hinanden. Tilsidst gad vi næsten ikke bøje af mere og lod os hellere oversprøjte af Snavs end gaa 3 Meter til Side.

Enkelte Russere er bleven tilbage her paa Godset, og de stillede straks i Morges for at tigge Brød og Tobak. De fik imidlertid ikke ret meget, da vi selv skal omgaas sparsomt med vore Varer. Vi fik udleveret 2 Cigarer og 2 Cigaretter af Kompagniet, og vi faar ogsaa Marmelade i Dag. Desuden faar vi vel nok Kaffebønner udleveret, da vi selv skal sørge for Kaffe i Aften og i Morgen tidlig.

Efterhaanden vænner man sig til Soldaterlivet, det har ogsaa sine lyse Øjeblikke. De tilbageblevne Folk her paa Godset har benyttet Lejligheden til at forsyne sig med hvidlakerede Sengesteder og Kobber-Temaskiner m. m., men det kan de jo ogsaa ligesaa godt, som at det skulde ødelægges af Ild eller slaas i Stykker. Lidt Penge tjener de ogsaa, idet vi giver 10 Penning for en Skaal varmt Vaskevand, for at vi kan faa os vaskede, en Luksus, som vi skal til at vænne os af med, ligesom vi maa vænne os af med saa meget andet.

Hils Børnene og alle, selv mange kærlige Hilsner, kære Ella,
fra Din

Jacob.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

2 tanker om “22. november 1915. Østfronten: 32 kilometer til fods med fuld oppakning”

  1. Er det muligt at finde frem til, hvem de forskellige afsendere i bogen er. Martha Ottosen opgiver desværre ingen kilder. En undtagelse er Niels Nissen, som er nævnt på side 41.

    1. Hej Leif
      Det er det desværre ikke på nuværende tidspunkt – i hvert fald ikke for de flestes vedkommende. Når vi (forhåbentlig) en gang får tid og kræfter til at registrere og systematisere både de publicerede og de upublicerede feltpostbreve, så vil vil have et enestående redskab til at dokumentere sønderjydernes oplevelser i Første Verdenskrig. Men det har vi desværre ikke på nuværende tidspunkt.
      mvh
      René

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *