Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter han i foråret var kommet til skade, havde han gjort tjeneste et stykke bag fronten, men i slutningen af november kom han tilbage til frontlinjen.
FRA DAGBOGEN
Lens den 22. november 1915
I nat kl. ét rykkede vi atter ud samme vej, men meget længere ud gennem en dyb og bred løbegrav. Da vi omtrent havde gået en halv time i den, kom vi til en skov. Vi måtte op af løbegraven. Skoven var fuldstændig majet ned af granater, så der kun stod små stumper tilbage af træer og buske; hist og her et træ, der strakte sine nøgne, kuperede grene i vejret som en overvunden fjende, der har kastet våben fra sig. Her fløjtede kuglerne ret næsvist, og også granater kom nu og da; lyskuglerne steg op lige for næsen af os og viste, at vi var i umiddelbar nærhed af fronten. Løjtnanten, som manden med hjertet på rette sted, krøb på alle fire foran fra granathul til granathul, og viste os plads; siden forsvandt han ganske. Det var næsten ikke til at komme ned i jorden for rødder. Stadigvæk gik der lyskugler til vejrs og gjorde det til dag om os; men vi kunde ikke ses, da der var diset. Vi havde kun tanker for at komme ned i jorden. Pludselig bliver jeg en mørk klump vaer lige ved mig; ser nærmere efter; liget af en franskmand; og et par skridt til højre igen et lig, denne gang af en tysker, og lig ved lig overalt; her har stået en forfærdelig kamp og de døde ligger her endnu. Det er heltedøden for fædrelandet – ikke engang et lille hul i jorden og et simpelt trækors er man værd. Nu mærkede vi også en forfærdelig stank. Det
blev ret uhyggeligt; for hver ny lyskugle der gik op, så man et nyt syn. Vore to korporaler krøb sammen i det dybeste granathul. De ænsede slet ikke, at de fik den ene spadefuld jord efter den anden over sig, dækkede sig bare til med teltsejlet og lod det regne. – Her var altså skuepladsen for den store franskengelske offensiv. Det er på Lorettehøjens skråning, til venstre
ligger Souchez, til højre Loos – sandelig et varmt hjørne. Henad kl. syv forlod vi denne galgebakke; det var dog inden vi nåede frem til Lens. Ved kanalen stod en svær morter i et buskads. Den så helt farlig ud, som den stod dér på sine klampehjul og dukkede med sin bøffelnakke. Langs vejen stod de svære granater i flettede vidjekurve. Der er vist ikke mange blindgange imellem dem.
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen