Den anonyme sønderjyde “n” skriver om kampene på Østfronten i juli 1916.

Jeg har i de sidste Dage ikke haft Tid til at skrive, men vil nu fortsætte der, hvor jeg slap sidst.

Det var altsaa den 22. om Aftenen. I et uendeligt langt Tog sneglede Regimentet videre i Mørket. Til venstre for os i det fjerne lyste en Ildebrand imod Himmelen.

Regimentet saa saa langt ud, at vi mente, det var en anden Division, der gik frem der. Imidlertid forandrede vi pludselig Kurs netop i Retning af det lysende Baal.

Skulde det virkelig være Maalet? Var Baalet maaske tændt for at vise vore Kolonner Vej.

Klokken blev efterhaanden mange. Jeg var nærved at segne om. 

Man begyndte at høre Kanontordenen, senere ogsaa Geværild i den nævnte Retning. Skulde vi maaske føres frem til Angreb?

Ordonanser kom os i Møde og udsendtes fra os. Jeg spurgte vor Løjtnant, hvad der gik for sig. „Jeg ved intet“, svarede han, „og spørger jeg vor Kompagnifører, faar jeg et afvisende, undvigende Svar.“

Af og til afbrødes Marchen. Gevær- og Maskingeværilden lød stadig nærmere. Hver Gang, der blev gjort Holdt, kastede vi os ned paa Marken ved Siden af Vejen, uden at ænse Fugtighed og Kulde. Vi var jo i Forvejen gennemblødte.

Kl. 1 blev de enkelte Kompagnier stillet op med Front imod den brændende By. Vi stod i Dækning i en Dal. Øjensynligt skulde vi frem til Angreb; Byen holdtes endnu af Russerne. Straks gik det dog ikke løs.

Vi fik Ordre til at lægge os ned. Trætheden overmandede os, og trods Vand og Kulde henfaldt vi snart i en halvsovende Tilstand, ude af Stand til at samle os til en klar Forestilling om, hvad der gik for sig.

KL 3½ hed det pludseligt „Auf“!

Vi fo’r op, tumlede til Geværerne og blev opstillede i Skyttelinjer med Front mod Byen. Saa gik det fremad. Kanonilden, som havde vedvaret hele Natten, hørtes endnu, men jeg lagde dog Mærke til, at Shrapneller og Granater ikke saa meget eksploderede over Byen, som bag Byen.

Skulde Russerne atter have „geturmt“, d. v. s. være paa Tilbagetog?

Det gik stadig fremad. Vi var i første Linje, paa yderste venstre Fløj.

Oppe paa de Bakker, vi passerede, kunde vi se de lange halvcirkelformede Skyttelinjer nærme sig Byen fra tre Sider.

Hvad man tænker paa i et saadant Øjeblik? Dertil er for det første at sige, at man er saa overtræt, at man har svært ved at tænke sammenhængende. Det bliver tilfældigt, hvad der farer én gennem Hovedet.

— Skulde denne Morgen være den sidste, som du oplever?

— Se, i Nordøst stiger Solen op. — „Den ser blodig ud i Dag“, bemærker en Kammerat. —

(… fortsættes)

Martha Ottosen: Breve til hjemmet.