Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

En overgang boede jeg [når han lå i reservestilling, RR] sammen med to tyske kammerater hos et gammelt ægtepar, Deserie. Et par af deres sønner var soldater i den franske hær. Den yngste, som ved  krigens udbrud ikke havde været værnepligtig, var hjemme og gik i minerne, som faderen før ham, men to sønner havde mistet livet ved den store grubeulykke, som nogle år før krigen ramte Sallaumines-gruben, og hvorved mere end 1200 af egnens mænd omkom.

De to gamle hadede os af et godt hjerte, men tog alligevel imod den mad, vi kunne skaffe med hjem til dem. Heldigvis kunne vi ikke forstå de vrede ord, madame Deserie øste ud over vore syndige hoveder. Vi lo blot godmodigt og sagde blot: »Nix kompra, madame!«

At sige, at det var mindre renligt hos de to gamle mennesker, ville være et mildt udtryk. De sad det meste af dagen ved hver sin side af komfuret, skråede, snuste tobak og spyttede langspyt, så der stod to halvkredse foran dem på flisegulvet, og alt var snavset og fedtet.

Vi var jo ellers ikke forvænte med renlighed, men det var os alligevel et nummer for groft, og da hunden en dag havde lavet sit behov bag køkkendøren, og døren så ved at gå op og i slæbte det med frem og tilbage, tog vi affære.

Alle køkkenmøbler blev sat ud i gården og fik der en ordentlig omgang med vand, sand og en klud. Så kom der et par spande vand ind på gulvet, og der blev ikke levnet snavs, hverken i hjørner eller sprækker.

Madammen skældte ud, så det sang, mens manden forsøgte at glatte lidt ud, men aldrig har deres køkken skinnet sådan af renlighed, som efter denne omgang.

Kun mandens billedgalleri lod vi i fred. Det var en broget samling af journal- og avisudklip, som han havde klæbet op på den ene væg. Nogle af billederne bar stærke spor af at have været i berøring med det snavsede gulv.

DSK-årbøger 1960