Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Hvis Englænderne indfandt sig den næste Dag, har de faaet Lov at kaste deres Bomber i Fred. Fra en Station Vestpaa, der endnu havde
Forbindelse med Morogoro, var der i Mellemtiden kommet et Telegram til Stache. Det gik ud paa, at Morogoro skulde rømmes inden to Timer, og at Vejen Vestpaa var truet af Englænderne.

Vi kom nu i rasende Virksomhed. Alle Bærere i Byen og Omegnen blev trommet sammen, og der viste sig at være ialt 450 Mand — en meget stor Safari. I største Hast fik de udleveret deres Byrder — det var mest Infanteriammunition, men dog ogsaa en Del  Granatammunition pakket i Tomandsbyrder.

— Vi prøver mod Øst, raabte Stache til mig midt under Arbejdet. Vi gaar en Dagsmarch ind i Bjergene og prøver saa paa, om vi ikke kan slippe udenom Englænderne.

Jeg nikkede blot til Svar. Jeg havde ikke noget Kendskab til Landet heromkring og havde nok at gøre med at sørge for, at Bærerne fik, hvad der tilkom dem af Byrde. Fik de for meget, skulde de nok selv gøre Vrøvl.

Det lykkedes os at rømme et af Magasinerne for næsten alle de gamle 71-Patroner, men et stort Parti Granater maatte vi lade ligge af Mangel paa Bærere, og et stort Parti Sortkrudt i løs Vægt og i Karduser maatte vi ogsaa give Afkald paa at føre med os.

Det var nødvendigt at sprænge alt dette, som vi ikke kunde føre med os, da Ammunitionen ikke maatte falde i Fjendens Hænder, skønt Englænderne sikkert ikke kunde drage megen Nytte af dette gamle og forældede Materiel, og der var ogsaa noget andet, som skulde ødelægges ved Sprængning. Paa Banegaarden stod saaledes to  gamle Rangerlokomotiver, der skulde gøres ubrugelige, og Feltkanonen, som endnu stod paa sin Drejeskive, maatte heller ikke efterlades i brugbar Stand til Fjenden.

Og alt dette skulde gøres i en rivende Fart. Ganske vist hørte vi ingen Skydning lige i Nærheden, men den kunde komme, hvilket Øjeblik det skulde være, thi her eksisterede ingen fast Fronter. En  engelsk Kolonne kunde med Lethed slippe frem til Morogoro og hindre os i at drage Nytte af vore møjsommeligt sammenskrabede 450 Bærere.

Da alle Bærerne havde faaet deres Byrder, gav Stache dem Ordre til at begive sig et Stykke op i Bjergene og vente paa os dér. Den uendelig lange Safari drog af Sted under Istemmelse af en af de sædvanlige Safarisange, der ganske vist ikke lød videre opmuntrende, men dog aldeles ikke stemte med Situationens Alvor.

— Lad blot de Mænd blive hjemme, som er skinsyge paa deres Koner.
Safariføreren sang for, og de andre stemte i med paa Omkvædet. De trak de enkelte Ord saa langt ud og udstyrede dem med saa mange Forsiringer, at man skulde høre godt efter for at forstaa Meningen af det, de sang, skønt det blev sunget paa deres sædvanlige Sprog — Kisuaheli.

Vi havde dog ikke megen Tid til at høre efter. Et stort og farligt Arbejde ventede paa os. Stache og jeg lagde en stor Sprængladning med en lang Lunte ind i det Magasin, hvor de gamle Granater laa, og Wisner løb ned til Banen for at anbringe Sprængladninger i de gamle Lokomotiver, Kanonen, Drejeskiven og hvad ellers kunde ødelægges paa det Sted. Weiss begav sig op ad Bjergskraaningen til det gamle Krudttaarn, som han skulde tage paa sin Kappe.

Da han naaede derop, stod han stille midt i Solen og vinkede til os med sin Tropehat.

Nogle faa Minutter efter skete den første Eksplosion. Det var Weiss, der saa hurtigt havde sendt det gamle Krudttaarn i Luften. Braget var saa voldsomt, at Jorden rystede, og vi næsten blev tvunget i Knæ. Jeg kiggede derop og saå Bjælker og Sted fra Taget af Bygningen blive slynget højt op i Luften, og en mægtig Røgsky bredte sig over Bjergene og blev hængende dér i lang Tid. Hvis Englænderne blot var nogenlunde nær ved, saa maatte de vide, hvad dette betød.

Stache satte en Tændstik til Tændsnoren, og vi løb alt, hvad vore Ben kunde bære os, hen til en Dækning, som vi havde udsøgt os i Forvejen. Inden vi naaede derhen, begyndte Wisners Sprængladninger at arbejde nede ved Jernbanen. Eksplosion efter Eksplosion gennemrystede Luften. Jorden rystede, og Røgskyer væltede imod os fra alle Kanter, mens vi i Hurtigløb nærmede os Dækningen.

Nede paa Jernbaneterrænet slyngedes hele Læs af Jord og Sten i Luften, og i det samme Øjeblik som vi forpustede kastede os ned i vor Dækning, sprang vort eget Magasin i Luften med saa forfærdeligt et Brag, at jeg uvilkaarligt trykkede mig saa langt ned mod Jorden som muligt, da jeg havde en Fornemmelse af, at den vældige Eksplosion truede med at løfte mig højt op i Luften.

Et Vindstød af brændende varm Luft jog ind over os, og jeg kunde se Træer og Buske svaje som i Storm. Aldrig i min vildeste Fantasi havde jeg forestillet mig, at en Sprængning kunde virke saa voldsomt.

Og denne blev ved. Inde i et rødglødende Baal, som jeg kunde skimte gennem Krudtrøgen, hørtes Eksplosion efter Eksplosion fra alle de gamle Granater, der nu gjorde deres sidste Pligt og Skyldighed efter at være oplagret her maaske i 25 Aar.

Vi laa trykket fladt mod Jorden som under den heftigste Granatild. En Mængde af de gamle Granater var slynget ud til alle Sider og laa nu og eksploderede langt borte fra Magasinet eller højt oppe i Luften, og omkring os svirrede det med Sprængstykker og Kugler fra Granatkardæskerne.

Endelig — jeg syntes, at det varede en Evighed — holdt det forfærdelige Fyrværkeri op, og vi rejste os, børstede Støv og Grus af vort Tøj og begyndte langsomt at vandre op ad Bjerget til en Samlingsplads, som vi havde aftalt før Sprængningen.

Her var Wisner allerede ankommet, men han havde ikke set noget til Weiss, skønt dennes Krudtmagasin laa ikke ret langt fra det Sted, hvor vi skulde samles. Det laa endnu som en rygende Ruin tæt ved, med tykke Røgskyer væltende ud af sit sprængte Tag og vældige Revner i Murene.

Vi saa paa hinanden med blege Ansigter og anede, at der var sket en Ulykke. Saa begyndte vi at raabe paa Weiss, men fik ikke noget Svar, og nu steg Ængstelsen.

Det var begyndt at mørknes, og inden længe vilde vi ikke kunne se en Haand for os. Vi vandrede rundt om Krudtmagasinet og undersøgte Omegnen i stedse større og større Omkredse, men stadig uden at finde det mindste Spor af Weiss. Saa faldt Skæret fra min Lommelygte paa noget, der laa og glimtede paa Jorden. Jeg tog det op, og det viste sig at være et Prismeglas til en Kikkert — og Weiss havde netop haft sin Kikkert om Halsen, da han gik op for at foretage Sprængningen.

Den frygtelige Anelse var omtrent blevet til Vished. Jeg kaldte paa de andre og viste dem Fundet. Stache blev dybt bevæget, thi han satte stor Pris paa Weiss, der længe havde arbejdet sammen med ham, men der var ikke andet for os at gøre end at bøje os for den triste Kendsgerning og at søge op til vore Bærere.

Vi kom derop med trætte Fødder og tunge Hjerter og traf de henved 500 Sorte vaagne og forskræmt af de voldsomme Eksplosioner, som de havde kunnet se i hele deres Magt og Vælde heroppe fra Bjerget.

Saa snart Stache havde sagt et Par Ord til dem, blev de dog beroligede og lagde sig til at sove.

Jeg kunde ikke sove, skønt jeg var meget træt, men spurgte Stache, om jeg ikke skulde søge efter Weiss endnu engang. Maaske var han saaret og laa under en eller anden Busk, men var nu kommet til Bevidsthed og kunde høre, naar jeg kaldte paa ham.

— Ja, gaa derned engang til, sagde Stache. Maaske kan De faa Missionæren til at lede efter ham i Morgen og tage sig af ham, hvis han skulde dukke op.

Jeg rejste mig straks og fik fat paa en af Bærerne, der kendte Vejen.

Det var godt, at jeg tog ham med, for jeg havde aldrig været oppe i Bjergene før, og kunde ikke have fundet Vejen alene i Mørket.

Efter en lang Vandring, hvor jeg stadig kaldte paa Weiss og forsøgte at gennemtrænge det tætte Mørke med min tarvelige Lommelygte, naaede jeg frem til Missionsstationen og fik banket den gamle Missionær op.

Han blev dybt rystet, da han hørte, hvad der var sket, idet han kendte Weiss, som havde besøgt ham et Par Dage før. Han lovede at gennemsøge hele Egnen med sine Folk, saa snart det blev lyst, men han tvivlede dog om at finde ham i Live.

Jeg takkede den gamle Mand og spurgte ham, om han ikke vilde drage bort fra Morogoro, da Englænderne sandsynligvis kunde være her hvert Øjeblik.

— Nej, svarede han. Her har jeg nu haft min Gerning i over tyve Aar og her vil jeg blive, hvad der end sker. Jeg er nu saa gammel, at jeg ikke maa tage Hensyn til mig selv, men maa blive hos min Menighed.

Jeg tog Afsked med den gamle Mand, der løftede sin Haand velsignende over mig, og søgte tilbage til de andre deroppe paa Bjerget.

Det var begyndt at blive lyst, da jeg kom derop, og jeg behøvede ikke at sige mange Ord til de andre, før de forstod Situationen.

Nede i Dalen brændte det endnu i de sprængte Magasiner. Naar Englænderne nu kom, vilde de ikke faa noget Bytte. Morogoro var rømmet.

Jeg kastede mig ned i Græsset og sov næsten, saa snart jeg havde lagt mig ned. Jeg fik Lov at sove indtil Middag. Da blev jeg vækket af Bamasan, der serverede mig min kombinerede Morgen- og Middagsmad.

Kort efter satte Safarien sig i Bevægelse, men denne Gang uden at synge. Vi vidste ikke, hvor vi skulde gaa hen, og vi havde ingen Anelse om, hvor vi kunde risikere at møde Englænderne. Det eneste sikre var Staches Ord: — Vi maa have denne Safari ført igennem til Kisakki, ligemeget hvad det koster.

[Englænderne indtog Morogoro den 26. august 1916 /RR]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)