Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres. Efter flere dages sult og tørst blev hans endelig trukket ud af linjen.
Efter nogle faa Dages Forløb begyndte Lægen at skrive os raske. Vi skulde atter ud i Stilling.
Det var netop den Dag en af mine gode Kammeraters Fødselsdag, og da han fortalte mig det, sagde jeg til ham: „Kunde vi bare faa et ordentlig Maaltid Mad!”
„Ja, han havde da opdaget et Sted, hvor det kunde lade sig gøre at faa en Bøf med brunede Kartofler samt et Glas Øl; men han betroede mig, at det var meget dyrt.
Vi var tre eller fire Kammerater sammen, og jeg sagde til ham: „Kan du finde Maden, skal jeg betale den,” for Penge var det ikke knapt paa den Gang. Han førte os saa hen til en Beværtning, hvor vi fik Bøf, Kartofler og Øl, som jeg betalte; men da vi gik derfra, viste det sig, at det var mere, end min Mave kunde fordøje. Jeg maatte ofre det hele i Rendestenen og følte mig rigtig syg og elendig; og i Stedet for at komme med ud i Stilling om Aftenen blev jeg tilbage og meldte mig igen næste Morgen hos Lægen.
Han var forfærdelig arrig, skældte mig ud for Simulant og sagde, at jeg fejlede ingenting, og kommanderede mig straks ud i Stilling.
Jeg mente, at hvor syg jeg var, følte jeg bedst selv, bad mig fritaget for hans Udtryk om Simulant og lignende og lod ham vide, at jeg havde aldrig nægtet at gaa, hvorhen jeg blev befalet at gaa; men at jeg i Dag ikke gik med i Stilling, fordi jeg var syg, hvad enten han saa vilde indrømme det eller ikke.
Det kom til et lille heftigt Ordskifte mellem os. Jeg skyndte mig derfra, saa hurtigt jeg kunde, og vilde gaa ned i en anden Gade i Byen og klage min Nød for Feltvebelen og bekende, at jeg havde baaret mig galt ad; men førend jeg naaede saa vidt, kom Lægen susende paa sin langbenede Hest, red mig forbi og kom før til Feltvebelen end jeg.
Jeg trak mig tilbage til Parken. Saasnart Lægen gik ud, gik jeg ind, og det var ikke blide Ord og Blikke, jeg blev modtaget med. Feltvebelen sagde, at jeg var et gammelt Fæ, der ikke engang kunde dy sig overfor sin høje Overordnede, og forkyndte, at jeg havde rørt mig selv en dejlig Suppedas sammen. Lægen havde indgivet en Klage, der gik ud paa utilbørlig Opførsel, som nu skulde sendes videre opad, og det kunde blive en slem Historie for mig.
Jeg fortalte Feltvebelen, hvordan det hang sammen, men han sagde: „Du er da saa gammel, at du ogsaa godt kunde være lidt klogere. Gaa nu ikke mere til Lægen, men find dig et Sted, hvor du kan være under Tag, og gaa saa hen og lad dig behandle af Sygepasseren; naar du saa føler dig rask, kan du jo gaa ud i Stilling til Kompagniet.” Det gjorde jeg saa.
Der var rømmet 6 Mand Natten i Forvejen, som havde tømt min Madpose for Fødevarer og mit Tornyster for Underbenklæder, Strømper og en Skjorte, saa jeg havde ikke saa farlig meget at bære paa.
Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).