21. november 1916. K. Tastesen med lazarettog til Tyskland

Füsilier K. Tastesens enhed blev i oktober 1916 overført til Rumænien på Balkanfronten. Her blev han såret – igen.

Den 21. November kom jeg med Lazarettog gennem Arad, Budapest, Wien og helt gennem Tyskland til Stettin. Der skulde vi have været paa Lazaret, men da der ingen Plads var til os, laa vi i Toget i tre Dage. Saa blev vi kørt sydpaa igen, til Ludwigsburg i Würtemberg.

Da havde vi været i Toget i 14 Dage. I Ludwigsburg blev vi baaret ud og i Bil kørt til et Lazaret, hvor vi kom i Bad og fik rent Tøj paa. I Mangel af noget andet havde jeg faaet Dame-Undertøj paa, Uldtrøje og Chemise. Nu kom jeg i Bad og fik en ren Skjorte paa. Det var meget velgørende at blive fri for Utøjet, og jeg følte mig meget bedre tilpas. Der laa jeg saa mellem 3 og 4 Uger i Sengen og fik Forbindingen skiftet en Gang daglig.

Saa begyndte jeg at komme op, og senere maatte jeg gaa ud i Byen. Der var nok at se efter. Gamle Slotte og lignende. Desuden var Byen omgivet af Vinbjerge, som vi kunde spadsere ud i. Vi, der var saaret, fik ogsaa en nogenlunde god Kost.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *