Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere. Via Berlin nåede de til Kegnæs, for Esbensen stammede fra. Planen var et ro til Ærø – men alle både var låst og alle årer konfiskeret. Men nabokonen hjælper:
»Når det bliver mørkt, skal jeg komme med en sav til jer«, sagde hun. »I kan tage nogle fjæle her over porten og hugge dem lidt til, så kan I bruge dem som årer. Og jeg skal nok holde drengene inde, så I kan komme af sted«.
Og det gjorde vi så. Det gik også godt nok. Jeg brækkede en sabel, da jeg huggede løs på kæden, som båden var låset med. Vi arbejdede med den i 1½ time, inden vi fik slået den i stykker — og endelig roede vi så af sted, på vej mod Ærø.
Det var diset, og vi havde en strid vind lige imod. Ved Kegnæs fyr gik der tysk vagt, men vi slap heldigt forbi og ud på åbent vand.
»Nu er det ligemeget, hvad der kommer i vejen for os, jeg skyder alt ned«, sagde Schultz, da vi var kommet så langt. Og så rev han sine knapper af og smed dem ned i strømmen. Nu ville han ikke være oversergent mere.
Vi roede hele natten, og ud på morgenstunden hørte vi noget brumme i luften. »Så, nu er det sket, nu kommer de og tager os«, tænkte jeg. Men heldigvis var det så diset, at flyvemaskinen ikke så os, og jeg er aldrig blevet klar over, om det virkelig var en tysk maskine.
Noget senere kunne vi øjne land, og ved 8-tiden om morgenen trak vi båden på land.
Der gik nogle mænd på marken. De var knap færdig med at høste. De talte dansk, og jeg spurgte, hvor vi var.
»I er på Ærø«, lød svaret.
»Nå, så er vi kommet godt hjem«, sagde jeg. De hentede nogle heste og fik båden slæbt på land, og så tog de os med hjem til frokost.
Vi var landet ved St. Rise på Ærø, og sognefogeden i St. Rise meldte os ikke, hvad han ellers skulle have gjort.
I stedet sørgede han for, at vi fik arbejde allesammen. Han skrev et brev hjem til mine forældre, hvori han fortalte, at han havde fået en søn, og de ville kalde ham Andreas. Så vidste min mor og far, at jeg var kommet godt over, men alle breve blev j o åbnet, og den tyske gendarm havde også læst det og kom for at spørge mine forældre ud.
— Ja, de kunne da ikke forstå, hvad det var for et brev, for de mente ikke, de havde familie på Ærø.
Gendarmen spurgte nu, hvordan det gik med de fire sønner og med de to svigersønner, som var med i krigen.
»Jo«, svarede de, »det går dem godt, så vidt vi ved. Der er ganske vist en af sønnerne, som vi er lidt bekymrede for. Vi har desværre ikke hørt fra ham i lang tid«.
Gendarmen var nu ikke dum, men han lod sig alligevel nøje med den besked, og der skete ikke mine forældre noget.
Efter krigen fik jeg brev fra min kammerat i Edel, ham, der i sidste øjeblik sprang fra. Han fortalte, at der gik fjorten dage, før man savnede os ved kompagniet. Man kunne ikke forstå, hvad der var sket med os, for man var klar over, at vi ikke var blandt de i dræbte eller sårede; men efterhånden hørte interessen for os op, for der skete jo stadig andre ting, der optog sindene ude ved fronten.
Sognefogedens søn købte, da krigen var forbi, en gård på Nordenbro Vesteregn på Langeland, og da han spurgte, om jeg ville med derover, slog jeg til, og — her blev jeg.
Min kone er herovrefra, og vi har nu i 37 år været ejere af et statshusmandssted; men — når jeg uden for mit vindue ser Keldsnor fyr blinke, smiler jeg til det som til en gammel bekendt, for det er jo det samme fyr, der i hin nat blinkede til mig og viste mig vej til Ærø.