En anonym sønderjyder skriver:

Sz., den 21. Juli 1915.

Den provisoriske Alarmering i Aftes efterfulgtes ved 10-Tiden af en virkelig. Vagterne trak op og Mandskaberne stod og ventede paa, at Signalet til Fremrykning skulde komme. Klokken 10½ maatte de, der ikke stod Vagt, ud og skære Traadforhugningerne foran vore Skyttegrave i Stykker for at aabne Vej. Det var altsaa ramme Alvor.

Da vi kom tilbage fra vor Ekspedition, lagde enhver sit Tøj tilrette paa sin Plads. Alle var præget af, hvad der stod at vente. Hist og her smaasamtaledes der, andre satte sig stille hen, for at være alene med sig selv. Tankerne gik videre. Mangen et Regnskab gjordes op. Og Tankerne drog hjem, hjem til Hustru og Børn, Forældre, Slægtninge og Venner.

Klokken blev 11, 12, 1, den ene Time sneglede af Sted efter den anden. En og anden begyndte allerede at tvivle om, at det virkelig blev til noget; flere — især de Gamle — havde allerede lagt sig hen. Vi andre kunde dog ikke falde til Ro. Klokken nærmede sig 2. Da lød pludselig voldsom Kanontorden fra det tyske Artilleri bag vor Front. Granater og Shrapnell’er regnede ned over de russiske Stillinger. Med underlige, hvinende Hyl suste de hen over vore Hoveder.

Det var allerede begyndt at dages, da Kanontordenen pludselig hørte op og der kom Ordre til Fremrykning. Vi var nogle Venner, som søgte sammen, og saa gik det fremad — i en lang Skyttekæde — . Sindene stærkt optaget af, hvad der forestod.

Vi havde ventet heftig Gevær- og Maskingeværild, straks vi kom ud af Skyttegraven. Det blev dog ikke Tilfældet. I en lang Linje, med to Skridts Mellemrum gik det fremad i hurtige Skridt, over Marker og Hegn, stadig fremad i Retning af de russiske Skyttegrave. Vaadt var det, men ingen ænsede det. Med en underlig Uhyggefølelse var Sindene rettet mod de lyse Linjer forude, som betegnede Fjendens Stilling og foran hvilken vi efterhaanden tydelig saa’ de stærke Traadforhugninger. Hvert Øjeblik ventede vi, at en Regn af Kugler, Granater og Shrapnelis skulde slaa os i Møde. Men Russerne vilde aabenbart lade os komme godt frem, saa de meget lettere kunde tage hver enkelt paa Kornet.

Vadende gennem den vaade Kornmark naaede vi endelig frem til Traadforhugningen, hvor der blev givet Ordre til at lægge sig plat ned til Jorden, medens de, der var forsynede med Sakse, blev sendt frem for at klippe en Vej igennem. Lige bag ved laa Skyttegravene. Underlig truende saa’ de ud, men intet Liv rørte sig i dem. Snart var vi igennem Traadforhugningen og nede i Skyttegraven, der viste sig at være forladt af Russerne. Det maatte være sket fornylig. Rundt omkring laa spredt Pæle og Pigtraadsruller, som Russerne endnu den foregaaende Aften havde arbejdet med. I Skyttegraven laa alle Haande Genstande, som Russerne havde forladt, Feltflasker, Brød, Masser af Patroner, Tobak, Spader, Økser etc. etc.

Imidlertid befrygtede vi, at Russerne maaske havde sat sig fast i en længere tilbageliggende Stilling. Men ogsaa den var forladt. Og saaledes passerede vi i Nattens Løb den ene Skyttegravslinje efter den anden — alle forladt og frembydende samme triste Billede.

Vi fik Befaling til at gaa længere frem, og efterhaanden blev det klart, at det var Sz. det gjaldt. Vi kunde tydelig skimte Byens hvidkalkede Kirketaarn i det Fjerne, og til Højre og Venstre saas uendelig lange Skyttekæder dukke op, alle stræbende imod samme Maal. Vi var forberedt paa, at Russerne vilde møde os foran Byen, og efterhaanden som vi nær­mede os denne, saas et Højdedrag med et bredt Mose- og Engdrag foran, der — som man skulde synes, maatte frembyde en udmærket Forsvarsstilling.

Atter ventede vi hvert Øjeblik at blive overfaldet af Maskingeværild og deslige. Men Russerne lod stadig ikke høre fra sig i vor Nærhed. Kun i det Fjerne hørtes af og til en Buldren, der i meget lignede Tordenskrald, men aabenbart hidrørte fra det russiske Artilleri.

Vi naaede Randen af den ovennævnte Mose og fortsatte Fremrykningen, stadig i lange udsværmende Skyttekæder bag hinanden. Patrouiller blev sendt forud for at sondere Terrænet. Men Russerne saa’ vi intet til. Først da vi var naaet halvvejs op ad Bakkeskraaningen foran Byen, slog en Regn af Shrapnell’er og svære Granater os i Møde. Hyggelig var Situationen ikke, da vi ventede Geværild fra Byen. Men vi slap godt igennem, naaede de første Bygninger — usle Træ huse — , og holdt vort Indtog i Sz.’s Forstad gennem Haver, ad Veje etc. Russerne maatte have trukket sig tilbage til den modsatte Side af Byen eller videre, hvorfra de nu bombarderede den Del af Byen, som vi rykkede ind i.

Samtidig med os rykkede andre Tropper ind til Højre og Venstre og snart udfoldede sig et broget Militærliv i det af os besatte Kvarter. Vort Kompagni gjorde endelig Holdt paa et Gadehjørne. Husene rundt omkring os er skudt i Grus. Vi har sat vore Geværer sammen paa Fortovet og ligger nu og nyder en kort Hvil, mens andre Tropper, der aabenbart nu skal have Teten, rykker forbi.

Klokken er nu 9, hvad Dagen vil bringe, véd vi ikke. Det siges, at Russerne endnu holder sig i den modsatte Udkant af Byen, hvorfra der af og til lyder Gevær- og Maskingeværild. Inden ret længe gaar Turen videre.

Den Del af Byen, som vi er kommet igennem, er saa godt som mennesketom. Alle Husene er forladt. Kun hist og her ses en gammel Kone. Da vi drog ind i Byen, saa’ vi Indbyggerne drage bort med deres „Hab und Gut“, usle Pjalter, lidt Fjerkræ og deslige.

I et Hus lidt længere fremme i Gaden har en Moder med sine tre Børn søgt Tilflugt i Kælderen. Og se der kommer et Par Smaabørn løbende hen ad Gaden, nysgerrig betragtende de Fremmede og tilsyneladende ikke ænsende Granaterne, der slaar ned hist og her.

Ja saadan gik det til, da vi indtog det haardt omstridte Sz. Andre Tropper har vistnok i Nattens Løb haft enkelte Smaasammenstød med Russerne, men det er øjensynlig det tyske Fremstød mod M. og R. i de sidste Dage, der har tvunget Russerne til at rømme Stillingen.

Hvis jeg faar Lejlighed til at afsende disse Linjer, før det viser sig, hvad Dagen yderligere vil bringe, gør jeg det. Jeg skal nok saa snart som muligt lade en Fortsættelse følge.

Med mange Hilsener til Eder alle

N.

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)