Løjtnant af reserven, Johs. Andresen, delingsfører ved Regiment 84, 7.kompagni, fortæller om stormen på Hartmannsweilerkopf

Jeg kan i dag ikke mere huske rækkefølgen af de enkelte angreb, jeg ved blot, at vi måtte forsvare os til alle sider, men dog kunne afvise alle angreb. (…)

Grenaderernes skyttelinje sås allerede mellem træerne, da et nyt fjendtligt angreb pludselig satte ind. Jeg er af den mening, at dette angreb blev iværksat samtidigt fra Silberloch og Hartmannsweiler Kopf. Vi var vant til, at franskmændene ledsagede deres angreb med gjaldende horn og høje “en-avant” råb. Denne gang havde de ændret deres taktik, lydløst var de kommet nær og stod pludselig over for os i kort afstand. Der udspandt sig en kamp fra træ til træ, og kompagniet led betragtelige tab. Vi var allerede trængt tilbage til tæt ved udsigtsklippen, da 89’erne spredte sig blandt os. Med vore svære tab og fuldkommen udmattede folk havde vi vel næppe kunnet afværge angrebet. Grenaderernes energiske modstød rev os igen med fremad, og snart havde vi nået de gamle linjer igen.

Jeg fik ordre til at indfinde mig ved bataljonen med de afløste rester af kompagniet. På vejen derhen blev vi beskudt. Ved de sidste angreb var situationen så forvirret, at jeg ikke fandt til tilrådeligt at marchere hen over det netop omkæmpede terræn med kompagniet. Også orienteringen var gået tabt for mig ved formiddagens frem- og tilbagebølgende kampe. For at undgå unødvendige tab lod jeg kompagniet trække sig tilbage i retning af udsigtsklippen og begav mig så sammen med en ordonnans på vej for at finde bataljonen. Vi var næppe kommet fra kompagniet, før vi blev beskudt og begge faldt på næsen. Min ordonnans var død ved et hovedskud. Jeg selv troede at have fået et kolbestød af den faldende ordonnans; men en følelse af noget varmt løbe ned ad låret belærte mig om noget andet, en kugle havde også truffet mig.

Jeg sprang op med den hensigt at ville gå bag efter kompagniet, men forgæves, benene ville ikke med mere. “Sygebærer! sygebærer!” er jo vel det råb, man i en sådan situation bruger, når man søger kontakt med omverdenen. Også forgæves. Til gengæld begynder minekasterne at beskyde den fjendtlige stilling på Hartmannsweiler Kopf.

Derved opstod der for mig en ret pinlig situation, da splinterne også føg mig om ørerne; krybende nåede jeg en klippeblok, bag hvilken jeg fandt nogenlunde beskyttelse. Mit ur stod stille, jeg vidste ikke hvad klokken var og ved heller ikke, hvor længe jeg har ligget der. Endelig hentede en sanitetsunderofficer fra 7. kompagni mig. Mit råb var godt nok blevet hørt, men på grund af minekasteren havde ingen kunnet komme til mig. Han tog mig på ryggen og slæbte mig til udsigtsklippen. I det derværende sanitetsdækningsrum blev jeg forbundet, fik kaffe at drikke og af lægen en cigar, der trods alt smagte mig fortræffeligt. Her erfarede jeg også om besætningens kapitulation på Hartmannsweiler Kopf.