Den senere så kendte Frits Clausen var netop ankommet til fronten som sygebærer.

Rusland, i Februar 1915.

Kære Mor og Tante!

Saa vil jeg endnu fortælle lidt om Slagene, vi har haft Del i. Det første større, vi var med i, var ved Doygallen ved Bialla. Der mistede vort Kompagni 4 Døde og over 30 Saarede. Men vi var jo blot en lille Del af de Tropper, der var med, og I kan tænke Jer, hvor mange der laa der. Jeg blev alligevel underlig til Mode den første Gang, jeg rig­tig saa’ en Slagmark. Men hvad var det mod den næste, jeg fik at se.

Det er slet ikke til at beskrive, som den saa’ ud. Tænk paa en Plet laa der 37 Døde, Mand ved Mand og desforuden 33 Saarede den Aften.

I Gaar havde vi ogsaa et heftigt Slag her i Nær­heden af Augustowo. Lorensen og jeg gik sammen ud efter Saarede og blev beskudt af Russerne, saa Kuglerne peb os om Ørerne som aldrig før. Det var nu ikke det værste, men knap en 10 Skridt fra os sprang der to Granater, saa vi blev helt overdænget med Jord. Det var jo ikke saa behageligt, men Gud har beskærmet os denne Gang, og vi vil bede ham om ogsaa at komme sunde og raske fra Resten af denne frygtelige Krig. Vi var glade, kan I tro, da vi havde alle Saarede i Sikkerhed og ikke behøvede at gaa den Vej mere. Philipsen fra Felsted, som jeg har skrevet om før, fik et lille Saar i Benet. Ellers véd jeg ingen Nordslesvigere, der blev saaret i Gaar.

Vi er mange Nordslesvigere i vort Kompagni og er glade for at gaa og tale sammen paa vort gode gamle Modersmaal. Der er Christiansen fra Skovby ved Hoptrup, en fra Jernhyt ved Vojens og en „Mads“, som jeg ikke véd hvor er fra, og mig. Vi gaar altid og taler sammen paa Marchen. Vi taler saa altid om, at naar blot Krigen var forbi; men det er nok et Emne, hver eneste Soldat drøfter et Par Gan­ge om Dagen. Ellers taler vi om vort kære Hjem­land og sammenligner det og dets Folk med Landet og Folket her. Hvor man kan være stolt af at være Nordslesviger? Bare vi var deroppe igen. Vi vil al­drig være utilfredse mere, hvordan vi saa’ end faar det.

Det siger vi i hvert Fald nu og her. Men gid det passede. Her har man først rigtig lært at indsé, hvor godt vi har haft det. Naar jeg tænker, naar jeg som Dreng kom hjem med vaade Fødder, hvor omsorgs­fulde I var for at jeg fik tørre Strømper paa, eller naar jeg fejlede det mindste, hvor kærligt I altid trø­stede mig. Al denne Kærlighed savner man saadan her, hvor alt gaar ud paa at skade Menneskene og paa at hjælpe sig selv saa godt som muligt. Men, kære Moder og Tante, naar jeg kommer hjem igen, hvad vi vil bede Gud om, saa vil jeg aldrig glemme, hvad jeg har lært heroppe.

Ja, Gud give, det snart maa faa en Ende med den­ne Krig. Men det gør det nok. Vi har jo altid stolet paa Tiden, hvor Træerne springer ud, og den er jo nu snart inde. Gid saa vi maa komme helholden hjem.

De knaldrer løs her med Granater, saa det er rent uhyggeligt. Men de gælder ikke os, saa det har ingen Nød. Russerne har ellers haft for lidt Artilleri hidtil, ellers vilde det vist ikke have gaaet saa glat med at drive ham ud. Det russiske Infanteri kan ellers nok skyde og er udmærket til at udsøge sig gode dækkede Stillinger. Men vi var ham nok for mange, og derfor er han gaaet tilbage. Først har han bibragt os alle de Tab, han har kunnet, og om Natten er han saa rykket ud uden selv at have haft større Tab. Den eneste Maade, han taber Mennesker paa, er at de lader sig tage til Fange, naar der ingen Udvej er mere. Saa uhyre Masser, som vi har læst om før, har jeg dog ikke set endnu. Det største An­tal, jeg har set, er ca. 100. En Gang var de ellers nær ved at tage os og hele Bagagen, men vi slap. Jeg mente ellers, at Lorensen var snuppet, og var urolig et Par Dage. Men han er jo i Sikkerhed end­nu og sidder nu sammen med mig her i denne Stue og skriver ogsaa til sine Kære.

Nu vil jeg haabe, at I maa faa dette Brev, og at jeg snart maa faa nogle af de Breve, I har sendt til mig. Jeg har ingen faaet endnu, men de kommer nok snart. Til Slut maa I nu hilse alle Bekendte der­hjemme.

Saa til allersidst mange kærlige Hilsener til Eder fra Eders Fritz.