Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten.
Med fjenden i hælene gik det fra nu af rask tilbage, og først i november kom vi igennem Charleville, hvor kronprinsen havde haft sit hovedkvarter, men han var nu forduftet. –
Da vi nåede en by, der hed La Granville, blev krigen her afblæst, og selvom vi i flere måneder havde mærket, hvor vinden blæste henad, var det næsten ikke til at fatte, at kanonerne nu tav, at vi nu ikke mere skulle ud i skyttegravene, og at en hvilken som helst foresat ikke kunne behandle en efter forgodtbefindende.
(…)
Men nu var det jo kun om at komme hjem så hurtigt som muligt, og samme dags aften begyndte hjemmarchen. Det blev til flere ugers anstrengende marchture, men målet var da i sigte. Vi passerede sydspidsen af Belgien, gik gennem Luxemburg og nåede Rhinen ved Koblenz.
Vi troede, at vi herfra ville blive befordret videre med toget, men nej, vi måtte pænt tage til takke med apostlenes heste og så i fire uger efter våbenstilstanden, indtil den 9. december, spadsere. Endelig nåede vi Fulda, hvor vi gjorde holdt i to dage, så videre med byen Wendershausen som mål. Heller ikke dette blevet foreløbigt opholdssted, og det gik videre til Kalten-Nordheim, hvor vi forblev i tre dage. –
Julen nærmede sig, og vi var efterhånden godt trætte af den endeløse vandren; de ældre årgange forlangte at blive hjemsendt, for de ville hjem til jul.
Det blev nu besluttet, at alle årgange, inklusive 1895, måtte hjem-sendes herfra, og der var jeg heldigvis iblandt, men årgangene 1896-1900 blev tilbage, og de sendtes til Magdeburg.
Vi var nu nået til den 17. december, og anden dags morgen ved halvto-tiden og med mit Entlassungsschein i lommen forlod vi Fulda og ankom ved aftens-tid til Flensborg. Her havde jeg en gift søster boende, hos hvem jeg blev i to dage for så at tage med damperen til Sønderborg og derfra videre til Kegnæs, hvor jeg ankom efter tre år og otte måneders forløb den 21. december.
Og jeg stod nu hjemme, stod i mit fødehjem efter de mange års militærtjeneste, og glæden var stor, at jeg nu atter kunne fejre jul i hjemmets skød.