21. august 1917 – Tønder Luftskibsbase: L23´s undergang

Klokken ti minutter i fem om morgenen den 21. august 1917 forlod L23 under kommando af Oberleutnant zur See Dinter luftskibsbasen ved Tønder. Opgaven var som så mange gange tidligere at rekognoscere over Nordsøen. 45 km ud for Bovbjerg fik L23 øje på en flåde af britiske krigsskibe bestående af  fire krydsere og 15 destroyere.

Ombord på krydseren HMS Yarmouth befandt sig en flyvemaskine af typen Sopwith Pup. Flight Sub-Lieutenant B.A. Smart beretter:

Jeg modtog ordre til at angribe Zeppelineren. Jeg tog straks afsted i Sopwith Pup N.6430. Zeppelinerens position var 15-20 km syd-syd-vest. For først at blive opdaget, når jeg var helt henne ved Zepp´en, havde jeg kort tid forinden ladet fremtrædende mærker overmale delvist med grå maling.

Jeg steg jævnt med en hastighed på 100 km/t indtil 9.000 fods højde, med zeppelineren i syne hele tiden, bortset fra når den lejlighedsvis blev skjult af skyer. Fortsatte så i svagt nedadgående kurs, da zeppelineren nu var langt under mig, farten var da 150 km/t.

Da zeppelineren endelig var inden for skudvidde, lå den 1.500 fod under mig, min egen højde var 7.000 fod. Jeg placerede mig så direkte bag den, sådan at gondolernes maskingevær ikke kunne beskyde mig, og dykkede så omtrent i vinkel på 45 grader og nåede 165 km/t. Observerede en mand med maskingevær på toppen af skroget, men jeg zigzagede let, indtil jeg var helt tæt på, og så vidt jeg ved, blev ingen dele af flyet ramt.

På 150-200 m´s afstand affyrede jeg en salve på 10 til 15 skud, men de gik ret højt, så jeg dykkede, fladede ud og skød uafbrudt indtil jeg var 20 m fra agterstavnen, da flammer brød frem og jeg foretog et skarpt dyk og drej for at undgå at torpedere zeppelineren. Efter at have rettet op, kikkede jeg tilbage for at fastslå resultatet.

Agterstavnen var opslugt af flammer og den faldt øjeblikkeligt. Ved forenden hang noget, som jeg senere fandt ud af var en mand på vej ned i faldskærm. Skelettet foldede sig sammen og flammerne spredte sig hurtigt fremefter, og da zeppelineren tilsidst ramte havet, var kun en meget lille del intakt. Den fortsatte med at udsende en høj søjle af tyk sort røg indtil der kun var nogle få pletter tilbage. Min højde var da 3.000 fod.
(D.H. Robinson: The Zeppelin in Combat, 1994, s. 262-3)

Smart landede derefter på vandet foran en destroyer, som samlede ham op, og også reddede flyets maskingevær og motor. Alle ombordværende på L23 mistede livet. I løbet af aftenen lokaliserede en tyske flyvemaskine en olie- og brændstofplet på havet, og bjærgede en af L23´s propeller.

En tanke om “21. august 1917 – Tønder Luftskibsbase: L23´s undergang”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *