Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

Jeg havde i nogle dage befundet mig ved den del af minekasterkompagniet, der lå i beredskab. Englænderne sendte os flere salver af svære brisantgranater. Mit kompagni led ingen tab, men regimentes bagage lige i nærheden mistede flere mand og en stor mængde heste. Da vores regiment i alle tilfælde var blevet anvist et afsnit til logi, flyttede vi og fik til sidst anvist en bivuakplads ved en hæk, hvor vi slog vores telte op. De få huse var allerede fuldt besat. Selv boede jeg i et erobret engelsk spidstelt, der slet ikke egnede sig dårligt som logi.

På dette sted lå vi i flere dage, selvfølgelig var en del af kompagniet altid i stilling. Så blev vi også jaget bort derfra. Englændernes artilleriild havde allerede længe gjort hele egnen usikker. Da så vores nabogård blev skudt sammen, og beskydning tog til, besluttede jeg mig for at fortrække, før der skete en større ulykke. Vi fandt logi i Le Petit Mortier, hvor også vores regiments bagage befandt sig. Vi fik endda anvist et hus til kvarter og havde det ganske godt i flere dage.

I stillingen var alt i det hele blevet ved det gamle. Roligt var der ikke, vedvarende blev den beskudt snart kraftigere, snart svagere med artilleri og minekastere. Men vi havde kendt ubehageligere stillinger. Det værste var, at folkene fremme næsten var uden beskyttelse mod granater og vejret. De sad i derude i deres huller, som de selv havde lavet, enhver fuldtræffer betød enden, så snart det regnede, sivede vandet vandet gennem de tynde dækker af brædder og jord. Ingen sammenhængende skyttegrav, ingen spærringer foran fronten, hver enkelt måtte være vagtsom og beredt, hvis han havde sit liv kært.

Og siden midten af marts ingen rigtig hvile, hele tiden på march eller under fjendtlig beskydning, folkene blev udmattede. De par dage, som det afløste mandskab kunne tilbringe i Le Petit Mortier, bragte ingen rigtig hvile, for heller ikke her lod fjenden os i fred.

Efter vi et par dage havde boet helt fredeligt, skød Tommy en eftermiddag et par granater foran mit hus. Endnu engang skete der ikke noget, den eneste sårede var min skimmel, der havde fået tre splinter i halsen og gennem det ene ører. Men sådan noget er dog ubehageligt. Man ligger sig ikke uden uro til at sove, når man ved, at man kan blive begravet under husets ruiner, og derfor er man ved hvert nært nedslag og ved granaternes skarpe piben straks på benene. Uforstyrret søvn må soldaten i det mindste have i hvilekvarteret, ellers klapper han langsomt sammen.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)