20. oktober 1916. Homøopaten i Hvidding er flygtet til Danmark

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende førte en privat notesbog, bl.a. med de ting, han ikke kunne skrive i avisen. En del af sine oplysninger lod han gå videre til den danske efterretningstjeneste.

N.C. Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende
N.C. Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende

De hjemløse
Såvidt jeg har kunnet erfare har indenrigsministeriet nu til alle ansøgere blandt de hjemløse [sønderjyder uden hverken dansk eller tysk statsborgerskab, RR] afsendt en erklæring lydende på, at de har indgivet andragende om indfødsret og at dette vil blive behandlet med velvilje. Dette vil sikkert være nok til foreløbig at holde dem klar af fronten.

Samtidig har departementchef Vedel foreslået, at man affattede loven således, at den gælder for alle før 1898 fødte personer med undtagelse af dem, der inden en bestemt tidsfrist f.eks. 6 måneder fra dato har indgivet begæring til et andet lands regering om indfødsret.

Dette har ministeriet dog sat sig imod ud fra dem bestemte opfattelse, at man fra tysk side kun vil gå med til en løsning af sagen til bunds. Undtagelserne vil de bestemme. Forhandlingerne mellem København og Berlin siges at være i fuld gang.

En pjece
En lille pjece af Knud Barfoed ”Danmark under verdenskrigen” beder jeg Dem lægge mærke til. Den er sikkert kommet temmelig direkte fra det tyske gesandtskab til Rigsdagen og perspektivet er jo ikke nyt; men det har for mig hidtil ikke stået så klart som nu, at ikke alene professor Hollmann men også hans regering står bag ved lokkemaden, der nu vinkes med. Vi kommer ind i en svær tid, ind i kampe, som desværre ikke kan udkæmpes for åbne døre.

Skyttegravsarbejderne m.m.
En tysker fra Haderslev fortæller, om meget store skyttegravsarbejder på Hoptruplinjen. Han har endog set en dobbeltsporet bane bag de meget dybe og bombesikre skyttegrave. Der er vel nok noget om det, i alt fald er der tropper i meget tæt kantonnement …..

Homøopaten der flygtede
Homøopatlægen Schiødt, der boede i en villa opført i Hvidding kun få alen fra selve grænseskellet, har været indkaldt og gjort tjeneste ved flyverværnet i en by i Sydtyskland. Han var kommet hjem på orlov der var forlænget til den 20. oktober.

Imidlertid kom der den 17. oktober ordre til, at han skulle give møde igen. Det var han imidlertid ked af, og om eftermiddagen den     oktober tog han sit gode tøj og gik over grænsen, medens soldater, der var i kvarter hos ham, vinkede til ham fra vinduerne!!

Kommet over på den anden side [af] grænsen telefonerede han fra tol[d]stedet efter en bil i Ribe, og ved 6-tiden kunne vagtposterne se ham køre i bil til Ribe!

Han havde, meddeles det, nogle dage forinden, taget de sidste af sine i Slesvig indestående penge ud af Skærbæk bank, men den store villa, som var hans ejendom, mister han. Han håber nu, at hans familie snart vil følge hans eksempel.

Lægen, der har haft et stort klientel, men anses for kvaksalver af danske læger, kan ikke praktisere i Danmark, da han ikke har eksamen.

Han fortæller fra sit ophold som arbejdssoldat, at kosten er meget slet, og da en tid fik kålrabisuppe til middag 4 gange om ugen. Der kunne endog opstå slagsmål om en kartoffel.

Redaktør N.C, Willemoës’ notesbøger

 

En tanke om “20. oktober 1916. Homøopaten i Hvidding er flygtet til Danmark”

  1. Homøopat, Lehmann Hansen Schødt var min farfar, f. 27/9.1875 i Ballum. død 26/3. 1949 i Haderslev.
    Lehmann, studerer Homøopati i Berlin bliver færdig 1911. køber villaen i Hviding 24/6.1913 Bind 1. Blad26. Art.125.hus nr.60 af Råhede Hviding. sælger samme 30/12. 1921.
    Farfar bosætter sig i Fredericia, faml. samlet i 1917 da far f 18/3.1901 blev indkaldt skulle de forlade villaen og komme til DK. Farfar fortsætter som Homøopat, og far kommer i malerlærer hos Konrad Roesen i Vamdrup.
    Efter Genforeningen køber farfar Laurits Skausgade 11 i Haderslev , praktisere som Homøopat til midt i 1930 stor søgning på trods af afslag om praksis. Far etablere sig som malermester og farvehandler i Over Jerstal i 1925 Hovedgaden V. 96.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *