20. november 1915. IR84 ved Moulin: Franske granater sårer 32

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915.

Når nu kompagniernes kræfter ved en 20 dages stillings- og 10 dages beredskabstjeneste til det yderste var udmattet, så kunne man bestemt unde kompagnierne 10 dages hvile, ja, for deres slagkraft og modstandsdygtighed var det ubetinget en nødvendighed.

Denne hviletid kunne naturligvis kun betyde virkelig hvile, hvis hvilekvartererne lå uden for den fjendtlige artillerivirksomhed, sådan at kompagnierne blev fuldkommen fri for følelsen af fare.

Desværre var dette i begyndelsen af vor stillingsperiode ved Moulin ikke tilfældet. Da 7. kompagni lå i hvile ved Audionicourt i simple træhytter uden bekvemmeligheder af nogen art, slog den 20. november 1915 to granater ned og sårede 32 mand, netop som kompagniet var trådt an til sundhedsbesigtigelse.

Med sikkerhed og hvile var det naturligvis forbi. Det blev derfor hilst meget velkomment, da regimentet fik gennemført forlægningen af hvilekompagnierne til Camelin og le Frenes. Begge byer lå uden for farezonen, indbyggerne boede der endnu, og landsbyens kvarterer var gode.

Her følte de hvilende kompagnier sig sikre og kunne også indhente det, som måtte forsømmes i skyttegravskrigen, nemlig eksercits og øvelse i angrebskrig.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *