Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.
Mens jeg opholdt mig i Hamborg, dukkede Minderne op fra den Tid, da jeg var kommen til Altona sammen med mine Kollegaer som Krigsfange. [Jes Sarup var sammen med andre dansksindede blevet arresteret og sendt til Altona i august 1914, RR]
Jeg fik Lyst til at aflægge et Besøg i Kriminalfængslet i Altona, hvor vi havde siddet den sidste Tid af vor temmelig omflakkende Tilværelse som Krigsfanger. Da vi i den sidste Tid havde faaet en Del særlige Friheder der i Fængslet, kom vi snart paa en ret god Fod med Fangevogteren, som til at begynde med havde vist sig fra en ubehagelig og brøsig Side. Og særlig havde han kastet sin Kærlighed paa mig. Jeg mindedes saaledes, at han en Aften bad mig om at komme ned paa sit Kontor, og her stak han et dejligt stort Tæppe til mig, som jeg skulde lægge i min Seng, at den ikke skulde være fuldt saa haard. Men jeg maatte endelig ikke omtale det til de andre!
Nu vilde jeg altsaa benytte et Par Timer, da min Søn var optaget af sin Tjeneste, til at aflægge ham et Besøg.
Jeg ringede paa Fængselsporten, og en Betjent kom ud og spurgte mig, hvad jeg ønskede. Jeg udrettede mit Ærinde, at jeg gerne vilde hilse paa Overfangevogteren. Han bad mig om at vente et øjeblik og smækkede Porten i for Næssen af mig. Noget efter kom Overfangevogteren. tyk og bred, og meget reserveret.
Om han ikke kunde kende mig igen? Jo, nu kendte han mig. Vi skiftede et Par Replikker, men Porten blev lukket for mig. Jeg mærkede, at en Fængselsport ikke saa let aabner sig for Besøgende, som jeg havde troet. Sidste Gang, jeg gik ind ad den Port, gik det nok saa let.
Næste Dags Morgen var der endnu ikke kommet noget Telegram fra Manden i Herbesthal, jeg begyndte derfor at blive urolig. Jeg forespurgte Paa Godsekspeditionen i Hamborg, men der svarede man mig, at Liget vilde gaa lige igennem, og de kunde ikke give nogen Oplysning om, hvilket Tog det vilde komme med. Der var ikke andet for, end at rejse hjem og haabe, at det nok vilde klare sig.
Ankommen til Vojens erfarede jeg imidlertid, at Liget stadig ikke var kommet. Jeg begyndte at blive ængstelig for, at Manden i Bryssel alligevel havde spillet mig et Puds og enten havde stillet Vognen ind paa et blindt Spor og „glemt” den der, eller havde dirigeret den fejl. Fra Manden i Herbesthal hørte jeg intet.
Dagen efter ankom Liget imidlertid i god Behold, og dermed var saa alle Bekymringer fjernede.
Nu kunde Mikael stedes til Hvile i Familiegravstedet paa Hammelev Kirkegaard, og vi, hans Venner, kunde faa Lov til at frede om hans Grav. Denne Tanke lod mig glemme Rejsens mange Besværligheder. Men Reaktionen kom, og det tog lang Tid, inden jeg kom til Kræfter igen efter de udstaaede Strabadser. Værst var det med Søvnen. Naar jeg kom til Ro, saa indfandt Minderne sig, og den aabne Kiste i Halluin stod igen for mig, saa snart jeg lukkede Øjnene.
Senere har jeg modtaget et Brev fra Peter Henningsen, hvori han omtaler den farlige Egn, som jeg havde besøgt. Han skriver her blandt andet:
Afsnittet af Kampfronten ved Halluin kaldtes „Wytschete-Bogen”. Det 9. Armekorps var gentagende i denne Stilling, der var meget udsat for svære Angreb. De to nævnte Byer, som laa under Fjendens Artilleriild, var efterhaanden bleven slemt medtagne. Civile Folk var der kun faa af, alle paa egen Risiko, for største Delen beskæftiget af Hærledelsen. De mange smaa Byer i Nærheden var fyldte med Soldater og Krigsmateriel, den noget længere tilbage liggende By Cortrick (Flandern) var ofte udsat for Flyverangreb, og mange af Byens dejlige gamlc Huse og offentlige Bygninger bar Mærker af de frygtede Flyverbomber. Dette var især Tilfældet i den Tid, den berømte Friherre v. Richthofen (den røde Kampflyver) var med sin store Flyvertrop i Lejren et Stykke fra Byen. Til Tider var her flere Hundrede Flyvere, og aldrig var der Ro, hverken Dag eller Nat, det ene Brag afløste det andet. Det var derfor med største Forundring, at jeg en Dag i Telefonen fik Meddelelse om, at du havde faaet Lov til al komme ind i dette Kampafsnit. Min Svoger, Dyrlæge Schmidt fra Aabenraa, der var Kommander for et Hestelasaret, og tilfældig laa i Nærheden, Peter Frees og jeg ventede paa det aftalte Sted for at være sammen med dig. Vi glædede os til Sammenkomsten, men den blev jo desværre ikke til noget.