Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 20. marts 1918

Min egen kære Inger!
Nu må jeg igen skrive breve, og så skal du med det samme have et brev på dansk, for det går da meget lettere for mig, når jeg må benytte mit eget sprog. Det er så kedeligt, når vi kun må skrive et kort, og det livede også meget op på os, da det blev bekendtgjort, at vi igen måtte skrive breve. Ligeledes må der også sendes små pakker, det var også forbudt i 8 dage. Jeg kan forstå af dit brev, at din mor må være alvorlig syg, men jeg vil da håbe, at hun bliver rask igen… Jeg har nu været borte i så lang tid, så jeg er nær ved at blive fremmed for hele familien. Jeg tænker tit på, at det er næsten det samme som at være død, men det er det jo da ikke, for vi kan da skrive til hinanden. Det er vel ellers noget sært tøjeri, jeg her fik blandet sammen. Men vist er det, at man i denne tid helt andet at bestille end at passe mine to æsler. Og det arbejde er jeg også meget glad ved af den grund, at jeg ellers havde været i kompagniet, og der vil det nok komme til at gå hårdt til i den nærmeste fremtid. Du læser måske om det i bladene, før du læser dette brev. Vi er her nogle af de ældste fra hver bataljon et stykke bagved fronten og altså udenfor fare. Du skal altså ikke være urolig for, hvordan det går mig, når du læser om begivenhederne fra vestfronten..

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918