Inger og Jørgen Friis

20.maj 1916. Det har stadig sløje udsigter med russisk arbejdskraft til gårdene i Fjelstrup. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, lørdag d. 20 maj

…Jens Friis var lige, da posten kom, så fik han med det samme at vide, hvordan det stod til i Husum. Han passede køerne i dag, og så gik han herned ind imellem flytningerne. De savner Johan meget, da de holdt så meget af ham. Jens syntes, jeg kunne godt prøve at gå ud på »Gefangenkommando«et, og spørge om vi ikke kunne få Daniel igen. Måske gik det lettere her, hvor manden er indkaldt. Han mente ikke, han kunne få deres russer igen. – Mor og jeg var jo så til Felt i går, jeg var inde hos Thuesens lidt, det var helt rart at tale med dem, og jeg skulle hilse fra dem. Det er strengt arbejde der på værftet; men hellere det end i Husum, sagde Thuesen alligevel. Hans orlov er udløbet den 28 maj. Det værste var næsten at få noget at spise i Kiel. Så man kan forstå, det er ens over det hele. Der stod noget i »Natt.« om at v. Bylow skulle løse den nuværende udenrigsminister af. Jeg blev helt glad ved at læse det, for man kunne tænke sig, at han skulle være med til at slutte fred. Han er da nok den betydeligste mand, tyskerne har. Jeg ved ikke, hvordan det kan være; men de fleste har på fornemmelsen, at freden nærmer sig. Blot vi nu ikke må blive skuffede…

Avisen Modersmålet skrev således om tilbagetrækningen af russiske krigsfanger fra Fjelstrup

Modersmålet, den 20. maj 1916

For hvem der har russerfanger (…) I et bilag sender inspektionen [for krigsfangelejren i Altona] en beretning om den sidste flugt af fanger fra Fjelstrup med den meddelelse, at 24. Bataillon herfra har fået anvisning til at trække alle for tiden endnu i Fjelstrup kommune værende fanger tilbage. Af hensyn til, at arbejdsgiverne ikke har forstået at forhindre fangernes søndags-sammenkomster, er denne forholdsregel blevet nødvendig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *