Senest ændret den 21. august 2016 21:10
Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.
Portugal gik med i Krigen, og Afdeling Königsberg blev sendt Sydpaa til den portugisiske Grænse. Med den forsvandt mange kendte Ansigter fra „Kronborg“ . Blandt dem fra Fyrbødernes Rum forsvandt med denne Afdeling de to „Reservesvenskere“ Bror Johansson og Svensson, som i længere Tid havde ligget paa Kystvagt et Stykke fra Byen.
Engang imellem havde de aflagt Residensstaden et Besøg, men ved disse Lejligheder havde jeg altid sørget for at holde mig paa passende Afstand fra Begivenhedernes Midtpunkt. Det gik betydeligt haardere til, end naar Englænderne bombarderede Byen.
Peter Hansen havde forladt Byen og var draget til Kondoa-Irangi som Ambulanceunderofficer, og Karl Sørensen, den unge, iltre Svensker, var blevet sendt til den vestlige Front ved den belgiske Grænse, hvor Belgierne havde iværksat en stor Offensiv, som General Wahle forgæves søgte at standse.
Samme Sted hen var Intendanten, den unge Bankassistent fra Haderslev, Anker Nissen, draget; Tømmermanden var ogsaa forsvundet til en eller anden Front — jeg vidste ikke hvor. Alle de andre, som jeg kun kendte mere flygtigt, var afgaaet til Fronterne.
Den prægtige Andenstyrmand, Jes Bagger, der var Dusbroder og Kammerat med hele Besætningen, havde jeg ikke set længe, og første Maskinmester, Christian Hansen, var forlængst rejst til Nordfronten til By og Hæder og Forfremmelse. Den lidt tungsindige og faamælte Andenmester, Hans Nissen fra Nordborg, var forsvundet, og Trediemester, den glade og godmodige Lauritz Hansen fra Sundeved, gjorde nu Livet lettere og lysere for sine Kammerater paa et eller andet Frontafsnit.
Alle mine Kammerater fra Fyrbødernes Rum var draget paa det store Eventyr ind i Afrika. Kun jeg var blevet tilbage og gjorde mit vante Arbejde. Paa Hotellet, hvor jeg spiste, var der blevet tomt og øde, og jeg begyndte for Alvor at føle mig utilpas i Daressalam.
Byen lignede et Samfund i Opbrud. Kolonner drog igennem og gjorde kun korte Holdt i Byen. De Hvide styrtede sig over Hotellets gode Mad som sultne Rovdyr og var ofte trætte og udasede. Lange Bærerkolonner drog langsomt gennem Byen mod Nord eller Syd, og fra alle Kanter strømmede hvide Kvinder og Børn til Daressalam.
Plantagerne Nordpaa var blevet oversvømmet af Boerne, efter dem fulgte sorte Tropper, og blandt dem var de hvide Kvinder ikke sikre.
Mange Plantager var brændt under Kampen, og paa de fleste var Driften helt gaaet i Staa. I de upaalidelige Egne truede Oprør og Overfald.
Instinktmæssigt — men for øvrigt ogsaa efter Ordre — tyede Kvinder og Børn fra de nordlige Distrikter til Koloniens eneste større By. Det var, som om selve den Omstændighed, at det var en By, gjorde dem mere trygge.
Mange af dem havde gennemlevet uhyggelige Maaneder paa de ensomme Plantager, og næsten alle havde de Mand eller Søn ved Fronterne. Hele Østafrikas hvide Befolkning kæmpede. Det hørte ikke med til Landets mandlige Indbyggeres Forpligtelser, men Lettow-Vorbeck havde med den største Energi gennemtrumfet det for at kunne yde den størst mulige Modstand mod den knusende Overmagt.
Hundreder af Plantere og Farmere fra de rige Usambarabjerge havde maattet marchere forbi deres Plantninger under Tilbagetoget, uden Haab om nogen Sinde at se dem mere. Østafrika havde haft Fred siden Slagene ved Tanga og Jassini, men fik det aldrig mere. Nu var Skæbnen kommet over Landet, og det havde kun Valget mellem betingelsesløs Overgivelse eller en fortvivlet Modstand uden Haab.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)