Under kommando af sønderborgdrengen Max Valentiner er U38 dagen i forvejen ankommet til sit operationsområde. I sin erindringsbog “Der Schrecken der Meere” beskriver Valentiner dagens begivenheder:

“Under mig sov båden. Jeg sad med mine officerer i tårnet, og betragtede solens første stråler … Pludselig master … et skib. Dagens arbejde tog sin begyndelse. Det var en Nordmand og vi fik lov til at undersøge ham. Det lod ikke til at være noget usædvanligt ombord … men som ved et slag blev jeg revet ud af mine overvejelser: “To master til bagbords … krigsskibsmaster …! Med en uhyggelig, uforståelige hurtighed nærmede skibet sig.Vi flygtede fra nordmanden, hvis mandskab var helt spændt på det eventyr, der nu ville følge …
Ombord på ubåden og hurtigt dyk! Vi havde ikke tid til at sejle bort, vi dykkede bogstavlig talt ved siden af nordmanden …

Da vi var under vandet, betragtede jeg modstanderen nærmere. Det var en brite. En krydser af Minotaur-klassen, altså på 16.000 tons. Jeg befalede: “Gør to torpedoer klar til skydning …”. Nej, jeg havde taget fejl, der var intet at gøre. Briten var nøjagtig 4.000 meter foran os og jog med største hastighed forbi os … det var ikke muligt. Jeg befalede: “Tag torpedoerne ud!”. Nej, man kunne ikke komme til skud, umuligt. Så skete der noget uventet: Englænderen foretog en skarp vending, kom direkte imod mig. Nu var der ikke et øjeblik at miste. Jeg befalede: “Klargør torpedoerne igen”. Det var ikke tid til at manøvrer sig på plads til hæk- eller bovskud. Brusende, enorm, med skummet sprøjtende fra stævnen jog krydseren mod mig … Herre Gud, hvis han opdagede mit periskop, påsejlede mig …! Jeg trak det så langt tilbage, at det kun ragede ud af vandet som et korkstykke, og løb med så lav fart, at jeg lige netop kunne se krydserens master …

Kolossen kom nærmer og nærmere … med rasende, stadig større fart … den passerede i en afstand af 200 meter … Min ordre: “Indstil til 270 graders vinkelskud…” Ja, jeg måtte tage højde for dens hastighed på 22 sømil, det var klart … Kolossen brusede forbi, enorm … Nedefra meldingen: “Alt klar!”. I højeste spænding befalede jeg: “Giv agt — første torpedo fyr! —- Giv agt — anden torpedo — fyr!”. Et stød gennemrystede ubådens skrog. Torpedoerne var ude … stilhed … intet … Jeg gik op til femten meters dybde, da der drønede en torpedobåd rundt ved siden af krydseren … Intet …

Da genlyder havet af et frygteligt brag … en detonation, som jeg ikke tidligere har hørt den … vi er midt i dette tordenbrøl … Stilhed … forfærdelig stilhed. Jeg venter et minut. To. Tre … går mod overfladen. Da styrter løjtnant Wendlandt op i centralen: “Undskyld … jeg vil bare gerne en gang se en engelsk krydser synke”. Vi går op til periskopsdybde. Kigger på krydseren. Den sejler foran os. Voldsomt hældende mod bagbord … men den sejler … Fra torpedorummet modtager jeg melding om, at den anden torpedo ikke blev affyret, forsager.”

Krydseren var HMS Roxburgh af Devonshire-klassen. Valentiners torpedo traf den i stævnen, men krydseren kunne sejle i havn for egen kraft.

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk