Inger og Jørgen Friis

20. juli 1915 – Jørgen Friis: “De har både det ene og det andet at plage os med”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 20. juli 1915

Min kære Inger.

Rigtig mange tak for brevet og pakken, som jeg lige har modtaget. Du kan tro, jeg bliver glad, hver gang jeg får brev, og især fra dig. Du har måske ventet brev fra søndag, men den dag havde vi så travlt hele formiddagen, og vi blev først fri Kl. 2 x/z om eftermiddagen. De har både det ene og det andet at plage os med. For tjenesten kan jeg sagtens holde det ud, men det er den tvang, som man altid er under…

Du skrev om, at du havde givet pengene ud, men det skal du ikke være ked af, og dersom du skulle mangle penge, kan du jo få hos Møller eller også sige det til Fedder. Så skal han nok hjælpe dig ud af forlegenheden. Det er godt, kære Inger, at du sådan kan tage dig af det hele, og især er det da godt for vore små piger, at du er hjemme og kan pleje og hygge om dem. Jeg tænker ofte på jer alle og ville gerne hjem og se til jer, men det kan jo ikke lade sig gøre endnu. Når du så kommer herud, kan det jo også sagtens gå…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *