“Christian” fra Regiment 84 fortæller om oplevelser på Hartmannsweilerkopf
“For hvert nyt Angreb blev der tyndet yderligere ud iblandt os. Vi havde især mange Haardtsaarede. En Dag blev Kompagniføreren fra 5. Kompagni haardt saaret. Vor Fanebærer, en Sergent, fik Maven revet op og led meget, udsat som han var for Kulden og den alt for utilstrækkelige Hjælp, der under de udsatte Forhold blev ydet ham. Tilsidst stønnede han: »Jeg kan ikke holde det ud mere, jeg kan ikke. Tag din Revolver,« sagde han til en Kammerat, »og skyd mig ned, saa jeg da endelig kan faa Fred.«
Midt under Kampen rejste min Sidemand sig, stillede sig ganske roligt bagved et Træ »Se der,« sagde han, og pegede paa de angribende Alpejægere, »se der, dem tager jeg paa Kornet.« Saa lagde han an og skød, igen og igen, skød og ladede paany, og nedlagde med største Sindsro 6 Alpejægere i Træk. Da han lagde an paa den Syvende, faldt Geværet ud af Haanden paa ham, en Kugle havde ramt ham i Armen. En Nødforbinding omkring og saa bare hurtigst muligt afsted tilbage. Han havde nu særlig travlt, men der var heller intet at vente efter i dette Helvede, han satte sig paa Enden og rutschede med den blodige Arm bøjet ind imod Kroppen ned ad Bakken. Mange misundte ham.
Jeg kan kun opfordre slægtninge til at besøge dette område. Det er gribende og uhyggeligt, idet skyttegravsystemet stadig er velbevaret/vedligeholdt.
Netop i første del af 1915 var der meget bitre kampe her. Det lykkedes i den første måned i 1914 franskmændene at komme ned på sletten og frem mod Colmar og andre byer, men de blev hurtig trængt tilbage til Vogeserne, hvor de lå omkring toppene. I denne periode hvor 84 var ved Hartmannwillerkopf/Viev Armand, lå tyskerne på skråningen op mod toppene, som var franskmændene og hvor de kunne se ned på tyskerne. Alle skyttegrave, skyttehuller og forbindelsesgrave skulle hugges ned i klipperne. Franskmændene forsøgte forgæves at komme ned på sletten igen. Det var jo for dem “det tabte land” (efter 1871) de kæmpede for.
Senere gik de franske angreb i stå og stillingen forblev statisk resten af krigen.
Elsass-Lorraine blev igen tysk efter franskmændenes nederlag i 1940. De unge mænd fra området måtte så i tysk uniform og tjene Hitler. Det undgik heldigvis sønderjyderne efter 9. april.
Hej Leif
Mange tak for din perspektiverende kommentar. Jeg kunne selv godt tænke mig at tage på en Vestfronttur en gang 🙂
mvh
René