Dagens nyt fra Hejmdal

Dagens Nyheder.

Strenge Forholdsregler med Hensyn til Brødet. Overborgmesteren i Apolda har offentliggjort følgende Bekendtgørelse:
“Enhver sund Mand og enhver sund Kvinde skulde værge sig ved at spise friskbagte Rundstykker. Vore Soldater i Skyttegravene faar heller ingen friske Rundstykker. Jeg har givet Anordning til, at Forbundsraadsbestemmelserne skal overholdes strengt overalt. Jeg vil ikke blot gøre Anmeldelse til Statsadvokaten om enhver Overtrædelse, men jeg forbeholder mig ogsaa at nedsætte Højestepriserne for Rundstykker saa langt, at Bagerne kun kan sælge dem med Tab”.

Rigs-Uld-Ugens første Dag i Berlin var meget vellykket. Det afhentedes skønsvis 100-120,000 Pakker.

Brødkornet. Fra det berlinske Produktmarkeds meddeles gennem “Wolffs Bureau”:
Nu som før var Tilbudet af Brødkorn og Fodermidler meget ringe. Men man antager, at Tærskningen, naar Vejret vil holde sig, vil tage Fart, og at der saa vil komme mere Korn paa Markedet. Der var fra Vesttyskland stærk Efterspørgsel efter Mel, især Rugmel. Hvede, Rug, Havre, Majs ingen Notering.

Fra Provinsen.

Røde Kors-Mærker. For at skaffe det Røde Kors nye Indtægter er det blevet indrettet en “Kors-Penning-Indsamling”. Hos Præster og Lærere, i Forretninger og Beværtninger kan der købes Mærker til 10, 5 og 5 Penning, som kan klæbes paa Breve ved Siden af Frimærker; Pengene anvendes saa til det Røde Kors’ velgørende Formaal.

Uldugen i Flensborg. Ved Nitiden Mandag Formiddag stod der nede ved “Kolosseum”-Pavillonen i Flensborg 10 store Flyttevogne, pyntede med det Røde Kors’s Mærke. Byen var inddelt i 10 Distrikter, og hver Distriktsdame har inden unge Piger til Hjælp; endvidere var det større Drenge, til Dels med Slæde, travlt i Færd med at transportere de indsamlede Pakker hen til den paa gældende Flyttevogn. Denne vækker selvfølgelig en Del Opsigt i Gaderne, hvor Trommehvivel eller Gongon bebuder dens Ankomst. Saa vidt det kunde ses, gav første Dag et stort Udbytte; opad Dagen var de rummelige Flyttevogne ifølge “Fl.Av.” næsten fyldte af gammelt Uldtøj og andre Stoffer, og der brugtes tillige Hjælpevogne.

Indenrigsministeren opfordrer til Sparsommelighed.
Berlin, 18. Januar. (W.B.) Indenrigsminister H. von Loebell har den 16. Januar sendt Gehejme Regeringsraad Prof. Dr. Sering følgende Brev:

Meget ærede Hr. Gehejmeraad!
Jeg takker Dem meget for Deres Brev af 14. ds. Blandt de Spørgsmaal, der beskæftiger os herhjemme, medens tropperne staar i en haard men med Guds Hjælp sejrrig Kamp med stærke og tapre Modstandere, indtager utvivlsomt Spørgsmaalet om v0r Folkenæring Førstepladsen.

Nationaløkonomerne og det praktiske økonomiske Livs Mænd, der i der forbigangne Fredstider stadig betonede, at de økonomiske Spørgsmaal vilde spille en større Rolle i en kommende Krig end nogensinde tidligere, de har her faaet Ret. Alle Krige har jo været økonomiske Krige i den Betydning, at foruden de militære har ogsaa Modstandernes økonomiske Midler staaet overfor hinanden. Men denne Verdenskrig er paa en hidtil ukendt Maade bleven til en økonomisk Krig dvs. den halve Verdens Krig, ført af England, imod Tysklands verdenshandel og økonomiske Liv. Engelske Politikere lægger ikke Skjul paa, at Krigens sidste, egentlige Maal for England er at trænge den tyske Konkurrence bort fra Verdensmarkedet og ødelægge det tyske økonomiske Liv. Dette Maal skal let naaes ved fuldstændig at knuse den tyske Magt og bøje Tyskland ind under de Fredsbetingelser, som England dikterer. To Midler har England rede for at naa dette Maal: Kampen ved Vaaben til Vands og til Lands og Kampen mod Tysklands økonomiske Liv ved ar afspærre al Tilførsel, ved at udsulte det tyske Folk – under aabenbar Krænkelse af Folkeretten. Hvad Vaabene ikke formaar, det skal Sulten præstere. Det bliver vor Opgave, militært og økonomisk, at staa en Streg gennem denne engelske Retning.

Af vor heltemodige Hær og Flaades offensive Aand venter vi den fulde Sejr med urokkelig Tillid. Det tyske økonomiske Livs modstandskraft vil gøre os økonomisk uovervindelige. Jeg behøver næppe at betone, at Statsregeringen saa lidt som nogen oprejst Tysker ikke nærer den mindste Tvivl om, at baade den endelige Vaabensejr og den økonomiske Sejr vil blive vor. Vi har tilstrækkelige Levnedsmidler i Landet, og med en rigtig Ordning af Forbruget og en forstandig Husholdning vil vi ikke behøve at lide Mangel, selv om Krigen skulde vare længe. Ganske vist gaar Kampen ogsaa økonomisk forud Sejren.

Desværre er det trods alle Formaninger og Forholdsregler fra Regeringens Side ikke blevet klart for store Kredse af Befolkningen, hvor haard den økonomiske krig er. Ganske vist behøver vi ikke, takket være vort Landbrugs blomstrende Udvikling under en økonomisk-politisk Lovgivnings Beskyttelse, at nære Bekymring for, at vi vil komme til at mangle Levnedsmidler. Men Standsningen af al Tilførsel kan ikke forblive uden Virkning paa vor Ernæring. Vi vil kun kunne leve og saa Udkommet under en lang Krigstid, hvis vi lever helt anderledes, end vi har været vant til i den lange Fredstid. Den tyske Jord er rig og kan ernære sit Folk. Men hvad den frembringer, er ikke altid det, som hidtil har smagt os bedst. Vi behøver ikke at lide Nød, men vi maa spare og leve jævnt og simpelt; meget Rugbrød og mange Kartofler, mindre Kød og lidt Hvedebrød – og spare, stadig spare med Forraadene og med Levningerne, som man var vant til at kaste bort.

Vore Nationaløkonomer, som har lært nationen at tænke national- og verdensøkonomisk, fortjener Fædrelandets Tak, hvis de i denne Krigstid stadig oplyser, formaner og giver Folk gode Raad, og jeg beder Dem og alle andre sagkyndige Mænd og Kvinder, af Teori og af Praksis, om ikke at blive træt af dette Oplysningsarbejde, men stadig blive ved med Mund og Pen af alle Kræfter, atter og atter og ved enhver lejlighed, der byder sig.

Der er ingen Tvivl om, at vi i de forløbne Krigsmaaneder ikke har sparet saadan med vore Krigsforraad, som Pligten og Patriotismen bød. Nu er det paa Tide, hvis det ikke skal blive for sent. Nu gælder det om at sætte hver Husholdning i Krigstilstand. Enhver Tysker, fremfor alt hver Kvinde skal være Soldat i denne økonomiske Krig. Hvad Dødsforagt og Tapperhed foran Fjenden er, det er Sparsommelighed og Afhold hjemme, og Eksempel og Kammeratskab findes her som der. Der kan let ske for lidt, aldrig for meget. I enhver Tysker, hvem det ikke er forundt at sætte Livet ind for Fædrelandet derude i Felten, maa den Bevisthed være levende, at det er hans hellige Pligt efter sine svage Kræfter at bidrage til den sejrrige Udholdenhed ved at indskrænke sig hjemme og ved at tilpasse sig efter det daglige Livs nye nødvendige Krav.

Hvem der ikke villigt og punktligt gennemfører og hjælper til at sørge for, at andre ogsaa gennemfører alle de Forholdsregler, der er udstedt for at sikre vor Folkenæring, (Indskrænkningen af Forbruget af Brødkorn, især Hvede, streng Overholdelse af Fodringsforbudet, Formindskelse af Fedekvægbestanden, osv. osv.), han forsynder sig imod Fædrelandet ligesom en Soldat, der ikke vilde gøre sin Pligt og Skyldighed til sidste Aandedræt. Og ligesom det sidste – vi kan sige det med Stolthed – er udelukket hos en tysk Soldat, saaledes vil og kan vi haabe, at Tysklands Mænd og Kvinder ogsaa hjemme vil gøre deres Pligt og Skyldighed over for Fædrelandet, med Hengivenhed, Glæde og Offervillighed.

Naar vor nationaløkonomiske Sejr er jævnbyrdig med Vaabnenes, tør vi vente en Fred, der vil lade Tyskland opstaa større og rigere, end det nogen sinde har været, efter disse tunge Dage. Deri, ved jeg, er jeg enig med Nationen og med Dem.
Med særdeles Højagtelse er jeg
Deres meget ærbødige
von Loebell