Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.
Elle, 20. December 1917.
BELGIERLEJREN kommanderes af en Sakser, en flot Mand med mørkt Overskæg og mørke Øjne til hvide Tænder. Han holder meget af at høre sig selv tale og tordner paa det mest gudsforgaaende over Belgiernes Ondskab og Fordærvelse. De skal behandles med Puf mellem Ribbenene og Knubs i Ryggen og fortjener at ristes levende.
— Himmelkreuzsakrament! Die Belgier sind Hunde!
Det skal dog vist nærmest opfattes som Vittigheder.
Hver Aften udtages et Par af os til at skaffe Brænde. Spørger nogen hvorfra, ryster Sakseren paa Hovedet af slig Uvidenhed.
— De tager en Vogn og kører ud ad en eller anden Vej; der ligger saamænd nok i Grøften. Men der maa efter højere Befaling ikke fældes Træer eller tages fra Husene! »Verstanden!«
Manden veed lige saa godt som vi, at paa den Maade finder man ikke den mindste Stump Pindebrænde. Der er koldt i alle Barakker og Dækninger, og enhver Soldat har den uskrevne Pligt at bringe et større Stykke Brænde til Huse hver Dag til den fælles Husholdning; ellers faar han Skoser af Kammeraterne.
Nissen fra Tirslund — den Kammerat, der paa Marken ved Shaski læste for os om sin gamle Mor — fortæller, at der er ødelagt for Millioner heromkring i den korte Tid, de har været her. Til 15. November fik Beboerne i en Del Landsbyer Ordre til at flytte. Nu ser de ud som Ruiner. De er ikke skudte ned; men Tropperne har revet alt brændbart ud til Brændsel. Tagene, Dørene, Vinduerne, Lofterne, Bohavet, Guldlister osv., alt er gaaet i Ovnen.
Belgierhistorien maa tages fra den morsomme Side. Det Arbejde, de 2000 Belgiere udfører, er baade til at le og græde over. Først to Timers Marche; langt op paa Formiddagen kommer man til Maalet, og saa bruges Arbejdskraften paa en Maade — særlig arbejdsglade er Folkene naturligvis ikke —, som om det nærmest gjaldt om at lade Pengene rulle. I Gaar gjorde jeg med en Flok to Gange en Tur fra Nærheden af Gits til Elsenbeeke og hentede nogle Pæle — enhver tog den tyndeste Pind, han kunde opdage — og en Rulle Pigtraad. Da vi kom tilbage fra det Stykke Arbejde, var det omtrent Fyraften. For Resten er dette, at Belgierne anvendes til Befæstningsarbejder imod deres egen Konge og Hær, nok noget, Tyskerne officielt fralægger sig.
Naar »Korporalerne« vil have fri, absenterer de sig simpelthen i Mørket om Morgenen efter Meldingen og sniger sig tilbage til deres Barakke. Der er ikke en Sjæl, som bryder sig om det.