Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.
Noget mere trøstesløst havde füsilierne endnu ikke set.
Vidt og bredt ikke et halmstrå, ikke et træ, ikke en stilk, en ørken af gråbrunt ler bredte sig for deres øjne. Stillingen fortjente ikke navn af stilling. Den bestod på visse strækninger blot af en række kratere, som var forbundet af en ca. trekvart meter dyb rende. Den var fyldt med mudder i knæhøjde.
Størstedelen var ikke mere genkendelig som en stilling. Posterne stod i nødtørftigt rensede granatkratere. Pigtrådsspærringen bestod af 1-2 rækker hurtigt opsat hegn. Da den mange steder var skudt sammen, var den så godt som ikke-eksisterende.
Nogle dækningsrum, gamle artilleridækningsrum, var der ganske vist. Men de var utætte og mudret til. Folk kunne kun hvile siddende.
Ganske særligt deprimerende var manglen på belysning. I dagevis sad füsiliererne i mørke. Først regimentets indtrængende anmodninger bragte afhjælpning af disse mangler.
Stillingen lå i en ret vinkel rundt om Grandcourt og var derfor truet fra tre sider. I tilfælde af et dobbeltsidet angreb kunne den smalle tilbagetogsvej langs Ancre let holdes under ild og afskære besætningen af Grandcourtspærringen, sådan hed den forreste stilling, tilbagetoget. Løbegrave førte ikke bagud, derfor den mærkværdige indretning kaldet ”sanitetspause”.
Den varede fra 8 til 10 om formiddagen og var vist opstået ved en stiltiende overenskomst. Så tav artilleriet på begge sider, og de sårede kunne uden at blive beskudt blive bragt bagud over åbent terræn ledsaget af et Røde Kors flag.