Grev Bent Holstein sendte 20. Aug. 1919 flere af Delegationerne ved Fredskonf. og Formanden for dennes eksekutive Komité, André Tardieu, en Skrivelse, i hvilken han paaviste Modsigelserne mellem Teksterne i Traktaten og de all. og ass. Magters Svarskrivelse af 16. juni til den tyske Delegation, og fortsatte:
Af dette kortfattede Sammendrag fremgaar, at
1) Følgeskrivelsen og Svar-Skrivelsen af 16. Juni dels middelbart, dels umiddelbart har fastholdt Bestemmelserne om den tyske Rømning af 3. Zone;
2) Disse to Aktstykker er godkendte af det øverste Raad, inden de blev overrakt de tyske Delegerede i Versailles;
3) Det er ikke sikkert, at det øverste Raad har haft Tid til i alle Enkeltheder at billige Rettelserne i det Eksemplar af Traktaten, som 16. Juni blev overleveret de tyske Delegerede;
4) Paa andre Punkter, hvor der er paavist Uoverensstemmelse mellem Svar-Skrivelsen og Traktatens Tekst, har det øverste Raad erklæret, at det følte sig bundet ved de i Svar-Skrivelsen indgaaede Forpligtelser.
Der melder sig nu det Spørgsmaal, om, trods den danske Regerings utilgivelige Forsømmelighed, en Fortolkning til Fordel for Befolkningen i 2. slesvigske Zone ikke stadig vil være mulig?
I denne Forbindelse tillader jeg mig at gøre følgende Betragtninger gældende:
Paragraf 1 i Art. 109 i Traktaten af 16.— 28. Juni bestemmer, at indenfor en Frist paa 10 Dage efter nærværende Traktats Ikrafttræden skal de tyske Tropper og Øvrigheder, deri indbefattet Overpræsidenterne, Regeringspræsidenterne o.s.v. rømme det samlede Afstemnings-Omraade.
Blandt de her nævnte tyske Øvrigheder har Overpræsidenten og Regeringspræsidenten (thi i den preussiske Provins Schleswig-Holstein findes kun een Embedsmand med hver af de her nævnte Titler) aldrig haft deres Embedssæde i 1. eller 2. Zone. De residerer i Byen Slesvig, som ligger i 3. Zone.
Det er klart, at man her staar overfor en Levning af Traktat-Teksten af 7. Maj, der ikke blot bestemte, at 3. Zone skulde rømmes af Tyskerne, men ogsaa gav Befolkningen i denne Zone Ret til gennem en Folkeafstemning at tilkendegive sin nationale Vilje. Taget efter Bogstaven synes Traktaten af 16. Juni altsaa at aabne Mulighed for, at den internationale Kommission i det mindste virksomt kan overvaage de ovennævnte høje preussiske Embedsmænd.
I samme Art. 109, 1. Paragrafs 4. Afsnit findes imidlertid en langt vigtigere Bestemmelse, der synes i alt ønskeligt Omfang at muliggøre den Fortolkning, som den danske Befolkning i 2. Zone anmoder de høje allierede og associerede Magter om af Retfærdighedsgrunde at gøre gældende. Det hedder her, »at den internationale Kommission skal tage alle Forholdsregler, som synes den egnet til at sikre Folkeafstemningens Frihed, Oprigtighed og Hemmelighed.«
Den danske Befolkning i Mellemslesvig, der siden 1864 har været underkuet og forfulgt af fremmede Embedsmænd, erklærer nu enstemmigt, at Afstemningens Frihed, Oprigtighed og Hemmelighed ikke kan sikres, med mindre den fjendtlige Magts militære Styrker, høje Øvrigheder, Soldater- og Arbejder-Raad fjærnes fra de umiddelbart tilgrænsende Egne mod Syd.
Der synes ikke at findes nogen Hindring for, at den internationale Kommission, som de høje allierede og associerede Magters Mandatar, kan bringe Bestemmelserne i Art. 109, 1. Paragrafs 4. Afsnit i Anvendelse overensstemmende med den interesserede danske Befolknings inderligt og klart udtrykte Ønske. Tværtimod, hvis Kommissionen som Organ for de sejrrige Magter fortolker Traktatens Bestemmelser i Overensstemmelse med, hvad her er sagt, vil den virkeliggøre det øverste Raads sande Hensigter, saaledes som disse er udtrykt i Svar-Skrivelsen af 16. Juni.
Som mellemslesvigsk Udvalgs Repræsentant i Paris tillader jeg mig at anmode Dem om med Deres store Indflydelse at støtte det af hele den danske Befolkning i Slesvig saaledes fremsatte Andragende.
Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.