Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Som modsvar til den franske offensiv skal Eskildsen og hans regiment med deres nye videreuddannelse, genindtage en høj.
Den 20. August fører Franskmændene det voldsomste Stød. Paa højre Meusebred tager de Høj 344, paa venstre »den døde Mand« og 304.
Nu skal »Eingreif«-Divisionen træde i Virksomhed. Vi skal tage 344 tilbage. Regimentet gaar frem til Modstødet.
Det bliver en sort Dag.
Artilleriet svigter, den højere Ledelse svigter, Oberstløjtnantens klare Hjerne og ranke Ryg mangler, hans Stedfortræder er en Fuldblods-Idiot, de enkelte Grupper, Kompagnier, Batailloner mister Forbindelsen med hinanden i det uhyre vanskelige Kampomraade med de gas fyldte Kløfter, stejle Klippevægge og kratspærrede Høje.
Alt er i syndig Forvirring; men Frontsoldaten holder Maalet i Øjet. Et Par tapre Stakler naar op paa 344, men bøder derfor med Livet.
— Ingen af de skyldige Stabsofficerer bløder.
Regimentet er oprevet paa een Dag og har for første Gang i dets Historie ikke løst den Opgave, der blev stillet. Det var i trist Stemning, at jeg den Nat Kl. 1½ efter en farlig og vanskelig Rejse naaede hjem til Kvarteret.