Lauritz Jensen var delingsfører ved Regiment 84’s 8. kompagni. Midt i august deltog han i kampene ved Bielsk på Østfronten.

Om eftermiddagen den 20. august begyndte vort artilleri at skyde heftigt, og det var interessant at iagttage de godt placerede nedslag fra vor grav med godt udsyn. Det fjendtlige artilleri var heller ikke uvirksomt, men bestrøg hele tiden den bag os liggende skov.

Efter ca. en time uden at vi havde måttet ulejlige os, havde russerne fået nok. Her og der straktes nogle hænder i vejret, og da vi trådte ud af vor grav og vinkede, kom hele selskabet løbende over til os.

Undervejs samlede de sig, og ankommet til os trådte de uden kommando an i gruppekolonne. Lige foran mig vendte en russer sig om og løb tilbage. Da jeg råbte til ham : “bliv her!” svarede han på tysk: “Ja, blot hente min vanddunk!” Han havde forinden løsnet sit remtøj og derved ladet sin feltflaske ligge. Han fortalte os, at han havde arbejdet i Tyskland.

Først nu erfarede jeg, at kompagniføreren, løjtnant Ebeling, var faldet dagen før.

Næppe havde russerne overgivet sig, før vi fik heftig ild fra venstre. Men nu angreb 38. infanteri-division og drev i en timelang kamp de angribende russere tilbage. Vore folk hjalp med at hente to kanoner ud af skoven og med at slæbe ammunition, og nu fyrede disse to kanoner stående på åben mark mod de vigende russiske kolonner.

Vor I og III bataljon forfulgte de russere, som flygtede for os, mens II bataljon blev tilbage som reserve. 8. kompagni fandt kvarter i en kornlade. I aftenrøden nedbrændte en vindmølle i vor nærhed. Et smukt syn. Vi blev nu flere dage i Proniewicze, mens I og III bataljon lå i stilling foran os.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.