Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D. Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. I august 1918 deltog han i de hårde kampe ved Soissons. Han blev såret den 28. august 1918 og sendt på lazaret. Han simulerede et dårligt ben og kom hjem på orlov. Men den 28. oktober 1918 gik det atter mod infirmeriet.
Den 29. Oktober stod jeg atter i Infirmeriet med min Stok; men nu gik Bølgerne højt. Lægen var vred, og Vagtmesteren sagde: „De haltede ikke, da De gik ind gennem Porten!”
Jeg havde nær sagt, at jeg havde haltet helt fra Hamborg; men jeg blev ligefrem smidt ud. Jeg skulde melde mig til Tjeneste og iklædes den næste Morgen. „Man havde Brug for Soldater ved Fronten,” sagde de.
Jeg tog min Stok og listede forsigtigt ud. Derpaa lagde jeg mig paa min Seng. Færdig!
Tre Dage i Træk gik det paa den Maade. Der skete intet, men den fjerde Dag tænkte jeg: „Nu maa du hellere tage Ordet!”
Jeg sagde, „jeg forlanger at blive undersøgt af en højerestaaende Læge, for jeg er syg!”
„Naa, saa af med Tøjet, op paa Briksen med Dem!”
Og saa blev der følt og banket og maalt paa Benet, og det viste sig, at det højre Ben var omkring ved to Centimeter tyndere end det venstre, og det baade under og over Knæet. — Forsøget var lykkedes! — „Reumatisme!” sagde Lægen.
Jeg kom paa Lazaret —- med min Stok. Her fik jeg vel nok en fin Behandling. Lysbade, Karbade med baade Peber og Salt. Resultatet var straalende, for faa Dage efter — den 11. November, Vaabenstilstandsdagen — forlod jeg Berlin og rejste sund og rask hjem.
Beklager! Jeg er nok lidt sent ute, men fik lyst til at fortælle om min morfar Theodor Gubi. Han blev sendt til Rusland i krigen, men som smed her, blev hans arbejde udelukkende at sko heste og lave reperationer, Han kom aldrig i kamp, men blev skadet af det hårde liv. Han fik mange brev og madpakker hjemmefra, og vi har en del svarbrev til hans 2 døtre. Ikke et ord om krig og elendighed, men rørende læsning fra en kærlig far som glæder seg over naturen og små ting, men lenges hjem og han som bodde tet ved grensen fik sjelden årlov, og når det skedte, gik der vaktposter rundt huset.
Min mor var som ca. 15-17-åring barnepige hos Hørlyk i Skodborg. Her foregik mange ting. Mor blev tidlig om morgenen sendt i bagehuset for at elte brød til alle. Der var også krigsfanger og en tysk opasser, han syntes synd på den unge pige med tynde arme, og kom hver gang og hjalp hende med den tunge dejg.
Der kom også i al hemmelighed en del unge mend til gården. Her kunne de få hjelp til at komme over grensen til friheden uden tysk militærtjeneste. Det blev så mors opgave. Hun blev med hestevogn sendt på handletur til Vejen og i vognen var flygtningen gemt på dele af turen. Ved Kongeåen skulle hun vise passerseddel og opholte vagtposter unødig lenge, imens snek flygtningen sig over åen.
Else Johnsrud
Det er aldrig for sent. Selvom krigshandlingerne stopper den 11/11 fortsætter siden – vi skal have alle krigsfangerne hjem og landsdelen genforenet. Og der er stadig mange krigsdeltagere der ikke er lagt på siden endnu.
Siden skal til slut gerne fremstå som et opslagsværk for sønderjydernes deltagelse i 1. Verdenskrig og da vi er få frivillige der holder siden i gang, er vi afhængige af og taknemmelige for jeres kommentarer med rettelser og supplerende oplysninger. Bliv endelig ved med det årene fremover.
Theodor Gubi. Der findes en smedemester Theodor Antoni Gubi, født den 04/09-1876 i Neder Jerstal, død 20/04-1932 i Mikkelborg. Er det din morfar?
Jeg sender dig en privat email, så vi kan fortsætte der.