2. juni 1918. Kommunikationslinjerne organiseres forud for det store angreb

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Ankommen til det nye Bestemmelsessted blev det bestemt, at jeg sammen med Telefontruppen skulde rykke ca. 12 km længere frem mod Fronten i Nærheden af Landsbyen Lagny og der forberede den nye Telefoncentral.

Som jeg senere blev klar over, havde Artilleriet og andre Trop­per ogsaa faaet Ordre til at forberede og udbygge deres Udgangsstilling, hvorimod Hovedmassen af de Tropper, der skulde indsættes i Offensiven, fik Lov til at holde sig i Ro et Par Mil bag ved Fronten.

Man vilde herved undgaa, at Franskmændene lugtede Lunten. De skulde paa den til Offensiven bestemte Dag, naar de tyske Tropper om Natten var rykket ind i de forberedte Stillinger, pludseligt overraskes.

Vi talte med nogle Infanterister, der daskede om i Terrænet, og spurgte dem , hvor vel den roligste Plet vilde være for Opstilling af vor Telefoncentral. Vi var vel her en 4-5 km bag ved Fronten. De mente, at den nord­lige Del af en lang, smal Granplantage nok vilde være det sikreste Sted. Franskmændene tog nok flere Gange om Dagen Egnen under Strø-Beskydning, men indtil nu havde de kun ramt den sydlige Del af den et Par Hundrede Meter lange Plantage.

Vi gravede saa et 1 m dybt Hul paa det anbefalede Sted, rejste vort Englændertelt, og Telefon-Etableringstruppen begyndte at trække Ledninger, medens jeg passede Centralen. Hver Dag blev der en 4-5 Gange send t 5-6 Skud fra Franskmændene, og de ramte ganske rigtigt den sydlige Del af Skoven.

DSK-årbøger 1954

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *