Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

6/1 1916

Min kære frøken List!
Modtag ad denne vej endnu engang min hjerteligste tak for de dejlige timer, som jeg tilbragte sammen med Dem under min orlov. Nu sidder jeg i skyttegraven som fører for 4. kompagni, vores kompagnifører er nemlig rejst på orlov.

Det var fuldstændig mod mine beregninger, men mennesket [spår] – Gud rå´r. Jeg måtte nemlig i går straks afløse et kompagni i forreste grav, der på grund af for høje tab måtte trækkes ud. De mistede nemlig i sidste uge på en dag 40 mand og på en anden 20 mand. At det er med blandede følelser, at man drager af til sådan en stilling, kan De vel tænke dem. Nå, jeg stoler på Gud og min lykkeengel.

– Forholdene på vejen og i skyttegraven er ubeskrivelig. På vej til fronten nåede mudderet mig til knæene, så kan De vel tænke dem, hvordan det ser ud i graven, der også stadig må lide under fjendtlig beskydning. Var vi kommet til vores eget kompagni-afsnit, så havde behøvet at gennemstå dette. Jeg ligger ved siden af Iwersens kompagni og kan så gudskelov ind imellem besøge ham, han er blevet helt sat.

Min kære frøken, jeg har glædet mig enormt over Deres billede. Når tiden falder mig svær, så tager jeg dit kære billede frem og ved dit ansigt komme jeg på andre tanker. De ser altså, hvilken velgerning De dermed har gjort. Jeg havde lovet dem at skildre min interessante rejse, men vil bede Dem være tålmodig endnu en dag.

Som jeg havde tænkt mig, spurgte alle mine kammerater og sågar regimentschefen, om jeg ikke have forlovet mig i julen, hvilket jeg naturligvis benægtede på det kraftigste og hævdede overhovedet ikke at have tænkt på det.

Da jeg nu er kommet tilbage til denne sag, har en jeg Bøn til Dem, nemlig om vi i vores brevveksling ikke kunne udskifte det stive ”De” med det mere fortrolige ”Du”. Naturligvis retter jeg mig fuldkommen efter Dem og beder om Deres mening. Til syvende og sidst er der jo ikke noget forgjort ved det.

Det vedlagte billede er taget før min sygdom i vores reservetid bagude. Vores assistentlæge har netop trukket mig ud af sengen og knipset mig i ”nattøj”. Jeg står foran vores dækningsrum.

I håbet om at høre snart og meget fra Dem forbliver jeg med de hjerteligste hilsner din trofaste Johan.

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)