Hans Hansen fra Halk ved Hejsager lå i sommeren 1918 ved Soissons.
I Sommeren 1918 var en Del af mit Kompagni afkommanderet til et “Baukompagni” ved Generalstaben for Korps Schmettow, som laa i St. Erme ved Soisson i Frankrig.
En Morgen spurgte Feldwebelen, om der var en, der forstod at kastrere en Orne. Staben havde nemlig faaet fat paa en saadan, men man havde hørt, at man ikke kunde spise Kødet af den, hvis ikke den var kastreret Inden Slagtningen.
Jeg stod i første Geled og min Bagmand, Andr. Skaarup fra Andrup, gav mig i Kaadhed et Skub, saa jeg røg frem foran Fronten.
Feltwebelen, som saa mig ryge frem, spurgte straks: “Kan De gøre det, Hansen III?”
– “Javel, Herr Feldwebel!”
Saa fik en Underofficer Ordre til at føre mig op paa Slottet til de høje Herrer.
Naa, tænkte jeg, der er Du kommet ind i noget godt. Men jeg havde da tidligere kastreret Grise.
Jeg var bange for at det skulde være en stor Tamp paa 5-600 Pund, men det viste sig kun at være en til 250 Pund. Jeg skærpede min Brødkniv paa en Sten og blev saa ført op til Adjudanten.
Her fik jeg efter Ønske en 3-4 Mand til at hjælpe ved Operationen. Vi maatte dog ikke begynde inden han kom, han vilde dog se, hvordan det gik til.
Naa, vi kom ind til Ornen og fik den væltet om paa Ryggen og mine Hjælpere satte sig paa den for at holde den nede. Det tog ikke lang Tid at fjerne Testiklerne, som vi kastede ud gennem Døraabningen.
De blev straks hugget af et Par italienske Krigsfanger, Som saa fik
Kødmad den Dag.
Løjtnanten var meget imponeret af min Præstation og lod en Underofficer føre mig hen til Officerskasinoet, hvor jeg skulde have en Øl og en god Cigar.
I Køkkenet saa jeg mit Snit til at fylde mine Lommer med Nudler, saa var Maden da reddet for et Par Dage.
Da Feldwebelen næste Morgen spurgte mig, hvordan det var gaaet, sagde jeg, at det var gaaet godt, men foreslog, at man de første Dage skulde holde godt øje med Dyret, at der ikke skulde gaa Betændelse i Saaret.
Da det handlede sig om at gøre Generalkommandoen en Tjeneste, var der ikke noget i Vejen.
Feldwebelen var i Grunden vel nok stolt af at have saa dygtig en Mand, og i 6 Dage gik jeg saa op for at se til Ornen, som iøvrigt ikke havde Mén efter Operationen, og saa for Resten af Tiden dryssede jeg rundt i Omegnen eller laa og sov.
Men det manglede ogsaa bare, at jeg ikke skulde have noget ud af at spille Stabsdyrlæge.