19. oktober 1916 – Ribe Stiftstidende: Forholdene for hjemløse og et dumdristigt vovestykke

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Besynderlige forhold for hjemløse

Vi har tidligere gentagne gange omtalt de besynderlige forhold,  der kan opstaa for hjemløse i Nordslesvig og bl.a. ogsaa nævnte bankbestyrer Jørgen Møller, Skærbæk. Han blev i 1902 afskediget af militærtjenesten – hvortil han havde meldt sig som etaarig frivillig – og strøget af de militære lister, fordi han var dansk. I 1909 blev han udvist af prøjsisk omraade, men kom tilbage igen. Nu i 1915-16 har man forlangt, at han skulde melde sig til de militære lister, fordi han er hjemløs. I foraaret indgav han gentagne gange andragende om at maatte udvandre uden dog at faa tilladelse hertil. Og det mest mærkelige af det hele er, at hans udvisning endnu den dag i dag  staar ved kraft. Kort og godt: Manden, som man har afskediget af militærtjenesten, fordi han er dansk, forlanger man senere tilmeldt til lægdsrullen, fordi han er hjemløs, og da den samme mand, for hvem der er udstedt udvisningsordre, vil rejse, vil man ikke tillade det!

Et dumdristigt vovestykke

Sonderburger Zeitung meddeler: Tre unge værnepligtige alsingere fra egnen ved Asserballe Skov har en af de stormfulde nætter i sidste uge paa dumdristig maade taget flugten til Danmark. De har om natten taget en kutter, tilhørende Jørgensen i Asserballe Skov. Kutteren var anbragt i et hus og lænket til en lang bjælke. Desertørerne har savet bjælken over og ved hjælp af en hest slæbt kutteren ned til vandet. Da man endnu ikke har hørt noget fra dem, er det er spørgsmaal, om flugten over bæltet er lykkedes for dem i den stormfulde nat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *