Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Slesvig, mandag morgen 19.6.1916

… Her fortaltes i dag, at tyskerne nu ville gøre en stor offensiv over hele linjen, og det skulle så enten briste eller bære. Ha, gid det var så vel, for sådan som de bliver ved at slå mennesker ihjel dag efter dag uden, at det fører til noget, det er helt forfærdeligt. Det blev også fortalt, at den 17. august skulle vi have fred. Når man kunne tro det, så havde man da noget at vente efter. Man har jo lov til at håbe. Der fortælles så meget. Der var også en som fortalte, at dersom tyskerne ville tage Verdun, så kunne de gøre det, hvad dag de ville. Det tror jeg slet ikke. Så var der en anden, som sagde det modsatte, at det skulle se dårligt ud for tyskerne dernede. Det vil jeg hellere tro, for de har vist forfærdelige tab og kommer ingen vegne.

Jeg længes efter at komme hjem til jer, kære Inger. Nu skal vi se, om det vil lykkes. Jeg liar ikke hørt noget til ansøgningen, men den kan vel heller ikke være så vidt endnu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.