Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I begyndelsen af maj faldt han på en patrulje og slog det ene ben så slemt, at lægerne troede han havde brækket det. Han blev derfor bragt bagud, og selvom det vidste sig ikke at være så alvorligt med benet som først antaget, kom han i de følgende måneder til at opholde sig på forskellige lazaretter nær fronten.

La Fere den 19. juni 1915

Jeg er flyttet igen; det er ikke til at tænke sig, hvad man alt skal opleve. Nu er kampene optaget igen, og da der strømmer ind med sårede, må lazaretterne så vidt muligt rømmes; jeg har fået skudsmålet: „kriegsbrauchbar, aber schonungsbedürftig” og er kommet hen på et rekreationshjem på en kaserne, hvor vi bliver hundset efter en større målestok, med rigtig prøjsisk kasernedrilleri. Nå, jeg lader mig ikke så let gå på mere, og det er da i hvert fald bedre end forude, skønt der er roligt nu på vor kant. Ret længe bliver jeg heller ikke her, det kan dreje sig om en uges tid, her hjælper ingen forklaringer og forestillinger. Der regnes nu kun med hårdtsårede. Et kødsår ænses ikke, og den slags skavanker, som jeg har, blir betragtede som selvforskyldte. Overhovedet tages der meget lidt hensyn til de „kære krigere”; hvad de føler og tænker er temmelig ligegyldigt. At de to gange har lovet mig at komme til Tyskland, og i sidste minut har taget løftet tilbage – det betyder kun en streg på papiret. I går kom der seksten mand tilbage hertil; de havde været sårede og nu rekonvalescenter; der blev så tilbudt dem, at hvis de vilde føre en transport heste med sig til Brandenborg, så måtte de få hver en uge orlov; det var alle gamle karle med familie hjemme. Da de kom til Brandenborg og havde hestene afleverede, blev de straks stoppede i et iltog og ført her tilbage. Hvor er sådan noget umenneskeligt råt gjort. Man får en afsky og vrangvilje, så man ikke gør en ting uden at være nødtvungen til det. Men det hele er maskineri, og selvom et hjul mister en tand eller to, så må det dog løbe med rundt. Først når det er helt smadret, blir det erstattet af et nyt.

Står man foran en læge, så kan man på forhånd gå ud fra, at han ikke tror et suk af, hvad man forklarer; i hans øjne vil alle soldater trykke sig, og hans skrivere og betjente skælder ud og bruger mund af frygt for at miste deres gode stilling og komme i fronten. Der skal en meget hård nakke til at føre sin sag igennem.

Nu har brevet ligget et par dage; og jeg har ikke været til nogen rigtig undersøgelse her endnu og går her og driver om mellem elleve og fem uden at ane, hvad der haves i sinde med mig.

I går var elevmødet vel på Vinding; jeg vilde gerne have været med. I stedet for blev vi, som en hob tugthusfanger, der skal trække frisk luft, ført hen i en ølknejpe, hvor vi under bevogtning tilbragte to timer til fædrelandsk musik. Det er komisk, den samme soldat, som når det gælder allermest, er fuldstændig selvstændig, blir nu behandlet som et lille barn, som ikke kan gå ene ude på gaden. Det er slet ikke rart at skulle sidde her og kukkelure bag et jerngitter, som dyr fra den zoologiske have. Nu har jeg ikke hørt fra jer i næsten tre uger; der må jo være sket en hel del i al den tid.

Hilsen til Johanne og jer fra
jeres hengivne
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen