Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.
Mange gange, når vi lå i vore bunkers, kunne vi høre modstanderne arbejde neden under os. Alle stillinger her var underminerede, og ved passende lejlighed sprængte de så hele partiet i luften.
Man kan ikke just sige, at det gav et stort brag, når de tusind kilo dynamit eller mere futtede af. Det virkede på en anden måde. En dump lyd, og så kom der ligesom flere bølger af rystelser efter hinanden. Der kunne opstå et hul, som man godt kunne have puttet en hel bondegård ned i. Jeg har set det flere gange, men har ikke ord for at beskrive idet . . .
Man ligesom lammedes af den ufattelige kraft, man her blev vidne til. Jordklumper, så store som jernbanevogne, slyngedes tårnhøjt til vejrs. Da gælder det om at hytte sig, når de kommer ned igen. Det er blevet fortalt, at ni mand engang blev begravet under en sådan jordklump.
Så længe løjtnant Wiegelmann var kompagnifører, var jeg ordonnans. Det var ikke ufarligt, da jeg jo måtte af sted, uanset hvor meget der blev skudt, og der har da også mange gange været bud efter mig.
En gang var jeg på vej ud i forreste linie med en melding. Der var et voldsomt skyderi. Det generede mig nu ikke stort, da løbegraven var ret dyb, men pludselig satte det engelske artilleri ind på min grav, og granaterne hamrede ned til højre og venstre. Det kan nok være, at jeg fik travlt og nåede snart en bunker med ammunition, hvor jeg krøb i ly mellem al slags farligt sprængstof. Englænderne havde øjensynlig set mig fra en lænkeballon, jeg hele tiden havde set forude.
Som ordonnans boede jeg sammen med telefonisterne. Fra vor bunker gik der en underjordisk gang ind til kompagniførerens dækning. En dag sad jeg og spillede »Skamlingsbanke« på en mundharpe. Kompagniføreren kaldte på mig og spurgte, hvor jeg var fra, for han kendte godt den melodi. Jo, jeg var da deroppe fra den danske grænse, nærmere betegnet Lintrup. Den egn kendte han godt. Han havde været ved toldvæsenet i Skodborg og havde haft tur til Bavngård. »Så er det ikke så mærkeligt, at jeg hele tiden har syntes, at jeg skulle kende herr løjtnant«, sagde jeg, »for jeg har næsten kendt alle toldembedsmænd, som færdedes på den strækning«. Min far havde som bygmester haft arbejdet i mange år på de tyske toldbygninger på dette afsnit af grænsen.
Der var dog også mange fordele ved at være ordonnans. Jeg kom i forbindelse med mange mennesker. Når jeg bragte meldinger til officererne, fik jeg tit en cigar. En dag kom jeg ned til en ældre løjtnant med melding om, at han var afkommanderet til et rekrutdepot. Han blev så glad som et barn og blev ved med at læse meldingen igennem, alt imens han blev ved med at skubbe cigarkassen hen til mig med opfordring til at forsyne mig.
Jeg tog en, jeg tog to, men til sidst tog jeg en hel håndfuld og stak dem i lommen.
Et par gange om dagen måtte jeg tilbage til bataljonskommandøren, som boede i Lievin, vel et par kilometer bag fronten. Jeg benyttede gerne lejligheden til at gå hen til et køkken for at få noget at spise. Nu måtte jeg i grunden ikke gå alene på disse ture. Vi skulle altid være to i tilfælde af, at der skulle tilstøde os noget, men for at få mere fritid skiftedes vi til at gå. Somme tider kom kommandøren, Hauptmann v. Saal, dog med meget nærgående spørgsmål, så var min makker gået til køkkenet, eller havde lige henne i gaden truffet en ven.
Da mit hverv som ordonnans førte mig temmelig langt omkring i stillingerne, fik jeg et kort over hele afsnittet udleveret. Det var en meget betroet sag, og jeg lod det aldrig ud af hænderne.
Nu kunne alle de meldinger, vi ordonnanser løb med, jo godt være afgivet pr. telefon, om bare ikke tyskerne havde haft en mistanke om, at modparten på en eller anden måde var i stand til at aflytte deres telefonsamtaler. De kunne nemlig selv i en afstand på indtil to kilometer høre visse summetoner. Derfor måtte ingen telefon ude i fronten være uden dobbelte ledninger og absolut ingen jordledning.
Blev der endelig givet vigtige meldinger igennem, blev det gjort i en slags kodesprog.
»Beder om forfriskning til 17, bærer hele dagen askespande!
« Det var en melding til artilleriet og betød: »Beskyd punkt 17, den kaster miner!« Meldesystemet var desuden sikret ved, at der var indbygget anlæg til at kunne sende lyssignaler.
DSK-årbøger 1960