Asmus Jensens enhed forlod Bukarest den 10. november 1918 og nåede endelig til Ungarn den 11. december. Den 17. december om aftenen gik det med tog nordpå, men det blev en togtur med forhindringer.
Næste Nat blev Sidegevær og Karabiner taget fra os. Den nittende December om Aftenen holdt vi ved en Godsbanegaard ved Budapest. Der blev sagt, at nu skulde vi føres til Pressburg og interneres.
Vi var syv Mand, der blev enige om, at det vilde vi ikke, vi vilde hjem. Vagten ved Banegaarden vilde ikke lade os slippe ud, men i Mørket lykkedes det os at komme over Muren omkring Banegaardsterrænet.
Saa traf vi nogle ungarske Soldater, som var villige til at bytte Uniform med os mod at vi gav dem hver 50 Kr. og en Pakke Tobak.
Ved et Hushjørne foregik Ombytningen. Saa kørte vi i Sporvogn til Banegaarden, og vi kiggede forsigtig ind i Forhallen. Men da vi der saa franske Vagter, begyndte vi at forhandle med hinanden om, at vi vist helst maatte sælge vore Sager, for at de ikke skulde røbe os.
Mens jeg derefter stod og vilde sælge Tobak til en ungarsk Soldat, overraskede Vagten os, og da jeg ikke kunde tale ungarsk, antog de mig for en Cheko Slovak. De vilde fore mig til Politistationen, trak Vaabnene og begyndte, at stikke efter mig med Bajonetterne. I min Fortvivlelse greb jeg da min Dolk — det eneste Vaaben jeg endnu havde — og stak den mest nærgaaende i venstre Arm. Men i samme Øjeblik havde jeg en Bøssekolbe ned over Hovedet!
Da jeg kom til mig selv igen, gik to Ungarer og slæbte mig hen ad Gaden. Mit Hoved hoppede op og ned paa Brostenene, men heldigvis var min Rygsæk faldet tilbage og tog af for Stødene.
Da troede jeg, min sidste Time var kommen. Og nu var jeg dog paa Vejen hjem! —
Der samledes efterhaanden flere Soldater, og heldigvis var der en af dem, der forstod tysk. »Lad ham løbe, han er jo en Tysker og ingen Cheko Slovak«, sagde han.
Saa slap de mig, men jeg var saa fortumlet, at jeg knap kunde staa paa Benene.
Den Underofficer, som jeg havde prikket lidt i Armen, var fulgt med. Han rettede sig nu, og skønt han havde ondt ved at naa saa højt op, langede han mig dog en paa Øret, saa jeg dejsede!
Saa kunde jeg gaa, men min lille Kiste, som hidtil havde fulgt mig — før kørte den altid paa Kanonen — og hvori jeg havde mine Dagbøger, Fotografier o. m. a., beholdt de.
Da jeg naaede Banegaarden, var Toget, som jeg skulde med, ved at gaa.
Mellem Perronen og det nordgaaende Tog holdt et Godstog. Jeg sprang op og ind i en Godsvogn, ned paa den anden Side og naaede at springe op paa Trinbrættet paa Toget, der allerede var saa temmelig i Fart.
Aldrig har jeg set saa overfyldt et Tog! Inde i Vognen stod man som Sild i en Tønde, og udenpaa stod Soldaterne paa Trinbrædderne, paa Pufferne og paa Taget af Vognene laa og sad de. Toget var meget forsinket, da Togpersonalet havde prøvet paa at slippe af med nogle af de mange Passagerer. Men fik man nogen jaget bort et Sted, sprang de bare op paa Toget et andet Sted. Soldaterne vilde hjem!
Jeg stod paa to Puffer fra lidt over Midnat til hen paa næste Formiddag. Min Pande blødte og min Uniform var meget tynd. Mine seks Kammerater saa jeg aldrig mere.
Saa kørte vi gennem Østerrig, og da vi kom til Linz, gik jeg ind paa en Telegrafstation og telegraferede hjem: »Kommer hjem til Jul«. Telegrafisten spaaede mig ikke godt. »Telegrammet kommer sikkert aldrig igennem«. Men det naaede dog mine Forældre den 23. December.
Sønderjyske Årbøger 1928