19. december 1916 – Ribe Stiftstidende: levnedsmidler i denne uge

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

 

Levnedsmidler i Aabenraa i denne uge

Landraaden i Aabenraa bekendtgør, at der i kredsens udsalgssted i denne uge kan faas følgende varer: 1 pund byggryn eller grubber. 1/2 pund majsgries eller majsmel. Saavidt forraadet rækker 1 eller 2 punds riskonserver, sagomel, 1/2 pund marmelade eller 1 pund sirup. Kødpølse. Salget sker kun mod kødmærker. Klipfisk. 1 stykke saltet makrel eller 3 spegesild. Krydderier, citroner, korender, surkaal og suppetærninger. 1 pund hvedegries. Mod forelæggelse af børnekort 1 pund havregryn. Levnedsmiddelkortene maa forelægges.

 

Faldne

I tabslisten meddeles, at Peter Clausen fra Hjartbro, Hans Damm fra Holm ved Kliplev og gefreiter Peter Jacobsen fra Branderup er faldne.

Sporskifter Andreas Peter Lorenzen i Haderslev er den 13. november falden i krigen, 35 aar gl. Foruden en sørgende hustru og en gammel moder efterlader han sig 4 børn.

Landmand Chr. Jørgensen Schmidt fra Kettingskov er død paa lazarettet i Flensborg, 34 aar gl.

Gæstgiver Hans Norn i Ullerup har faaet meddelt, at en søn, fra hvem der ingen efterretning var kommen i henved et aar, for lang tid siden er død.

 

Saarede

Mads Lund fra Porsgeil ved Gramby ligger i et lazaret i Lybeck.

 

I fangenskab

Mads Schlyter fra Harreby har nu skrevet hjem, at han er i fransk fangenskab.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *