19. august 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de allieredes offensiver på Vestfronten, der efter store fremrykninger mister momentum, da de retirerende tyskerne når tilbage til deres gamle, veludbyggede og stærke forsvarsstillinger før deres offensiv. Artilleriet skal også først transporteres fremefter og de nye mål identificeres. Takket være luftoverlegenhed er de allierede i stand til at angribe, uden en langvarig kanonade. Begge parter har lidt store tab – men på den tyske side er det foruroligende for den tyske overkommando at konstatere, at tyske soldater nu overgiver sig i samlede flokke, uden at være nedkæmpet. Op mod 28.000 tyske soldater blev taget til fange mellem den 8. og den 12. august. Den tyske overkommando har nu indset, at det fra nu af kun vil være muligt at føre defensiv krig – og håbe på, at de allierede vil løbe træt mod de tyske forsvarslinjer og derefter indgå en fred uden sejrherrer.

I det fjerne østen lander japanske og amerikanske tropper i Vladivostok. I Rusland eskalerer borgerkrigen, og terroren øges.

I Baku i Kaukasus er de britiske tropper nu ankommet – og de lokale er skuffede over enhedens meget beskedne størrelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *