18. oktober 1915. Christian Lorensen på vej til Sibirien via Smolensk og Moskva

Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter afhøring gik det til fods i lange dagsmarcher til de første fangelejre.

(… fortsat fra 10. september)

Fra Lida maatte vi marchere videre til Fods, hver Dag 25-30 km. En Dag om Ugen havde vi Fridag. Om Natten laa vi, naar Vejret var godt, i Halmstakke, ellers sov vi hos Bønderne. Men det var bedre i Halmen, her var der i hvert Fald hverken Lus eller Lopper. Vi var i Mellemtiden blevet til en Flok paa ca. 100 Mand. Vagtmandskabet var flinke og for de 25 Kopek, som vi fik hver Dag, kunde vi sagtens købe den nødvendige Forplejning.

En Maaned efter at jeg var taget til Fange, den 16. Oktober, naaede vi Smolensk. Kort for vi naaede denne By, saa vi i en Skov et Mindesmærke til Minde om Slaget mod Napoleon.

Fra Smolensk korte vi i 2 Dage med Toget til Moskva, hvor vi blev anbragte i en stor Samlelejr. Det første var naturligvis at søge efter Landsmænd, og jeg havde det Held at træffe Chr. Gøttig fra Mastrup, H. Fogh fra Bæk, Brøsda fra Hajstrup, Vind fra Vojens og P. Nikolajsen fra Sottrup ved Bylderup Bov. Sidstnævnte og jeg blev sammen, indtil vi endelig efter Krigens Slutning naaede hjem.

Den 15. Oktober [må være 18. oktober, RR] rejste vi bort fra Moskva, og efter en lang Jernbanerejse ankom vi til Byen Boreosowka i Sibirien, hvor der var en stor Fangelejr.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1944. NB: Der er usikkerhed om dateringen

6 tanker om “18. oktober 1915. Christian Lorensen på vej til Sibirien via Smolensk og Moskva”

  1. Primo 2010’erne udfærdigede jeg en omtrent komplet liste over danskere (sønderjyderne) i lejre i Rusland og Sibirien under og efter 1. verdenskrig. Jeg søgte i kortform at afdække hver enkelt persons historie i Rusland / Sibirien. Og samlede ligeledes information om private arkivalier og beretninger, om sådanne fandtes (det gør de i private hjem i Danmark). Det er min fornemmelse, at der kunne være en interesse for en publiceret artiklen om emnet? Kan museet give et hint til, hvor det ville være fornuftigt at publicere en sådan artikel? (Jeg har tidligere publiceret i Personalhistorisk Tidsskrift, hvor stoffet formentlig også egner sig).
    Mvh,

    1. Hej Bernadette
      Vil du have artiklen i et peer review’ed tidsskrift? I så fald er Sønderjyske Årbøger et godt bud. Ellers prøv at sende den til mig på rera@museum-sonderjylland.dk – så kigger jeg på den og kommer med et bud 🙂
      mvh
      René

        1. Hej igen, Bernadette 🙂
          Skriv bare til den adresse, jeg angav. Den bruger jeg til det meste vedr. Den store Krig og jeg ser den også hjemme.
          Mange venlige hilsener
          René

    2. Spændende – er du stødt på Mathias Brodersen, Øster Terp, som russisk krigsfange. Han blev taget til fange i august 1914 og kom hjem i november 1919. Hans 2 børn lever endnu.

  2. Ja, ham kender jeg godt
    K 149 Mathias Christian Brodersen, f. 1891, Øster Terpe (fødested). Skriv en mail på min private mail, så skal jeg fortælle dig/hans efterkommere, hvad jeg ved fra arkiverne. Det hører ikke til i det offentlige rum, slet ikke, når han har nulevende efterkommere. Se min mail på min hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *