Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, der i efteråret 1915 kom til området ved Loretto.

Lievin d. 18. Novbr. 1915.
Vi sidder altså her i et hus nede i Frankrig i arbejderbyen Lievin oppe på 2. etage og har det i grunden ganske godt. Det er nogenlunde lunt, da skorstenen går igennem, og vor gamle madamme, som bor nede i kælderen, fyrer ganske godt. Alle folk bor i kælderen, da der jo daglig skydes temmelig meget herind. Den bydel, der ligger nærmest ved fronten, er beboerne ved at rømme om natten i denne tid, da det bliver for slemt med granaterne.  Her i byen som overalt i egnen er der kulminer. Der siges, at der ialt skal være 70 miner her i dette distrikt. De står jo alle stille, og mange bliver sikkert ødelagt. Store værdier lægges øde, og så er det jo dog ikke det værste.

Igår aftes var vi som sædvanlig ude ved stillingen for at arbejde, og da måtte vi bære planker ud til den forreste grav, for at de derude kunde have noget at afstive siderne med. Da graven er ufremkommelig, måtte vi tværs over markerne og lige ovenover til graven. Månen lyste, og frostvejr var det, så det var så lyst, at man let kunde se at komme uden om de mange granathuller, der var der. Enkelte var 2 m dybe og 4—5 m i diameter, sådan som et lille vandsted. Man kan godt forstå, at vore huler skal langt ned i jorden for at kunne tåle en sådan en. Mærkeligt nok skød franskmændene ikke efter os, skønt vi jo kun var 50 m fra dem, og vi tydelig kunde se deres grav. Men også de må jo arbejde meget om natten for at holde graven nogenlunde istand, og så lader vi gensidig hinanden i ro. Da vi var færdige og skulde hjemad, blev der et par af os bagefter, og der kom så tilfældigt et par granater, som sårede dem, dog kun let. I aften går vi atter ud i stillingen, og vi skal denne gang blive der i otte dage, 4 dage i anden og 4 dage i forreste stilling.

Af pakker har jeg ingen fået endnu, men de kom m er jo nok, selv om d et tager lidt lang tid. Nej, krigen får sikkert ikke ende for det første, for efter de taler, der blev holdt i London og Paris, er de jo ikke til sinds at slutte fred under de betingelser, der kan bydes dem nu, og forandring in d træ d er jo ikke så hurtig. Ja, Gud give, vi atter var hjemme. Dog kom m er den tid vel atter, selv om vi m aa regne med, at den ligger lidt langt ude i fremtiden.

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 110-11)