Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.
Paa Hjemvejen kredsede Tankerne stadig om min Søn, som mulig skulde af Sted ud til Fronten en af de nærmeste Dage, nu, da den store Offensiv stod for Døren og selvfølgelig vilde kræve alt, hvad der var tilbage af Soldater i Garnisonerne. Hans Uddannelsestid var for længe siden forbi, vidste jeg. Jeg gruede ved Tanken, nu mere end før, nu da jeg havde set og hørt, hvilke frygtelige Forhold han skulde ud til. Det var mere end jeg kunde holde til, syntes jeg, og i mit stille Sind ønskede jeg, at han vilde gaa samme Vej, som saa mange af hans Kammerater var gaaet, over Kongeaaen til Friheden.
Da jeg kom til Hamborg, og vi nu havde en lang Dag og Nat at tale sammen, slog jeg forsigtig paa en saadan Udvej.
Han slog mig med mine egne Vaaben. Jeg havde ofte i Hjemmet talt om, at det var vor Pligt nu at blive. Denne Pligt følte han nu, ikke over for Tyskland, men over for vort eget Folk. Han var ikke værre stillet end alle de andre, der maatte gaa denne Vej. Hvis jeg rømmede, mente han, saa vilde Du blive indkaldt, lad os altsaa ikke tale mere om det.
Du maa ikke tænke paa mig, bad jeg, man vil dog ikke sende mig til Fronten
Men jeg følte, at han stod fast paa sit og turde ikke paavirke ham. Vi kunde kun haabe, at han maatte blive bevaret.
Han havde kun været 17½ Aar, da han indkaldtes, en ung Alder at maatte forlade sit Hjem i under slige Forhold. Imidlertid havde en Fabrikant i Groß Flottbeck aabnet sit Hjem for ham i den Tid, han laa der i Garnison, en Venlighed, som vi var ham og hans Familie yderst taknemlige for.
Fabrikanten, en ældre Herre, havde en Cementstensfabrik, som i Fredstid havde sysselsat ca. 40-50 Mand. Da Krigen udbrød, standsedes Virksomheden. Fabriksbygningen blev taget i Brug som Kaserne, og her blev netop den Afdeling, til hvilken min Søn hørte, indkvarteret. Foran Fabriksbygningen laa Fabrikantens Villa, hvor han boede med sin Familie. Et Par Værelser i Villaen var taget i Brug af Militæret, og her havde min Søn været sysselsat en Tid som Ordonnans.
Formodentligt har Fabrikantens Familie da lagt Mærke til den unge Soldat, De indbød ham til Kaffe, og Forholdet udviklede sig hurtigt saaledes, at han opholdt sig hos denne Familie i al sin Fritid.
Efterhaanden mærkede han, at det kneb for Fabrikanten at skaffe den nødvendige Føde, og at de tog imod en Smule Mad med stor Taknemmelighed. Min Søn bad om at faa lidt rigeligt tilmaalt i Køkkenet, hvor han forklarede Forholdene i Hjemmet, og det opnaaede han. Han bragte da hele Portionen hen til Fabrikantens Hjem, hvor den blev spædt op med Vand og tilsat med Kartofler, og saa kunde han og Fabrikanten og hans Frue samt en voksen Datter hver Dag spise sig mæt ved Hjælp af den Mad, som en menig Soldat saaledes kunde skaffe til Huse. Om Aftenen hentede han og Datteren lidt Mælk langt ude paa Landet hos en lille Gaardmand. En Smule Smør og andre Fedtstoffer kunde vi hjælpe dem med. Paa den Maade led de ingen Nød. Deres eneste Søn var med i Krigen. Men da han var Officer, trængte han ikke til Støtte hjemmefra.
Da jeg besøgte Fabrikantens i deres hyggelige Hjem og udtalte min Glæde og Taknemmelighed for al deres Venlighed imod vor Søn, udtalte Fruen: Det kommer nok an Paa, hvem af os der har mest at takke for
Forholdet i dette Hjem har sagtens været typisk for store Kredse af den bedre stillede Mellemstand.
Alt i Hjemmet tydede paa, at der, indtil Krigen brød ud, havde været Velstand til Huse. Børnene havde faaet en meget god Opdragelse. Nu maatte Familien være taknemmelig for at kunne gøre sig til Gode med Tilskud af en Soldats Madpose.