Rasmus H. Damm, Toftlund, blev indkaldt i februar 1916. I marts stillede han som rekrut hos pionererne i Graudenz i Vestpreussen.

Og vor nye løjtnant holdt ord, både overfor menige og befalingsmænd. Altid mødte han selv op til tjenesten, og altid fik de herrer på kasketten, når de leverede dårlige kommandoer og for deres evige skælden ud, hvad de ikke kunne lade være med.

Løjtnantens egne kommandoer derimod blev smeldet ud, korte og klare og skarpe som bøsseskud.

Så hændte det en dag, da vi drog ud på en øvelse, at løjtnant Henkel ikke var med fra morgenstunden. Det skulle d’herrer befalingsmænd rigtig benytte sig af for at få luftet deres hævnlyst. Den situation skulle udnyttes, det mærkede vi snart. Vi marcherede ikke  ordentligt, vi sang ikke godt nok, og hvad de ellers kunne finde på at udsætte på os, og det skulle aves.

Øvelsespladsen var en vidtstrakt sandflade med noget langt græs  hist og her, og det var godt vådt, da det havde regnet hele natten og i morgentimerne med.

Ankommen til øvelsespladsen blev der kommanderet: »Spredt orden«. Og så gik det løs med: »March, march« – »Hinlegen- – »Sprung auf, march, march«, og så videre i den dur.

Altid måtte vi ned i de største vandpytter, altid ned i det tætteste græs.

Da det havde stået på en lille halv times tid, blev kompagniet samlet, for bøsserne skulle efterses. Før øvelsen var mundingshætterne blevet kommanderet fjernet, og nu var alle bøsserne, hvad der også var meningen, godt tilproppet med sand, ja, nogle endda så stærkt
medtaget, at låsene ikke kunne tages ud.

Der blev nu ordentlig ballade. Vor kære officersstedfortræder fik lejlighed til at opfriske hele sit forråd af skældsord, eder og forbandelser over os, og størstedelen af mandskabet blev noteret til strafeksercits.

Men under den sidste del af øvelsen havde Henkel – højt til hest – holdt ovre i udkanten af en granskov og fulgt hele begivenheden gennem sin kikkert. Ingen af befalingsmændene havde lagt mærke til ham, derimod mange af os, fordi vi havde fronten den modsatte vej.

Vi morede os indvendig, da vi anede, hvad der ville komme. Og  ganske rigtig, før bøsse eftersynet var endt, faldt hammeren, thi Henkel sporede sin hest og kom i susende fart over imod os.

Der blev råbt besked til vor øverstkommanderende, men denne fik kun lige tid til at lade kompagniet stå »ret«, før løjtnanten var der.

Endnu før der kunne afgives melding, kommanderede Henkel: »Rührt euch«. På den for ham særegne måde gav han nu stedfortræderen sin bekomst, og det uden at bruge skældsord eller eder. Han sluttede: »De går omgående tilbage til Deres kvarter. Jeg idømmer Dem tre dages stuearrest. Afmarch!«

De øvrige befalingsmænd fik, også deres skylle. Så lod han dem træde ind ved deres gruppe, og vi fik derefter alle forklaret, at det ikke afgjort var nødvendigt at smide sig ned i et vandhul, når der blev kommanderet »Hinlegen«, men at vi godt måtte tage et par skridt for at komme udenom; det, det gjaldt om, var at få sig dukket så hurtigt som muligt.

En anden gang var det den anden af vore »fortrædere«, der gik i vandet. Han havde ført os ud på øvelsespladsen, hvor han havde ladet os sætte bøsserne sammen og som sædvanlig ladet os træde an foran disse. Efter at der var rettet ud, kommanderede han: »Se lige ud«, og derefter: »Se til højre!«. Selvfølgelig røg alle næserne til højre.

Men det var slet ikke meningen, thi løjtnanten holdt nede foran venstre fløj, og kommandoen skulle have været: »Se til venstre«, da det naturligvis var ham, vi skulle se på. Da nu alle næser ryger den forkerte vej, farer den onde i vor »fortræder«, og han peger hen mod løjtnanten, idet han råber: »Verfluchte Saubande, wollt ihr dahin sehen«.

Det løb mig koldt ned ad ryggen; thi jeg var straks klar over, at nu gik det galt. Løjtnanten råbte også i samme nu: »Ruhrt euch«, sporede sin hest og red lige ind på synderen.

Med en stemme så kold som is tiltalte han nu denne med rang og navn og sagde: »De har straks at gå til Deres kvarter og blive der, til De får nærmere ordre. De har tildelt mig den største fornærmelse ved foran det samlede mandskab at pege med fingeren på mig. Jeg lader sagen indberette, så De kan få Deres straf«,

Han slap dog med tre dages stuearrest ved bagefter at give  feltwebelløjtnanten en undskyldning for sin fejltagelse og opførsel.

DSK-årbøger 1968